Der er mange måder at regne skattetrykket ud på. En af de mest populære er at sammenligne trækprocenter, men den mulighed er i dag knap nok sammenlignelig med andre lande, da man fra den siddende regerings side blot kalder det noget andet. Hvad nytter det at have en trækprocent på fx. 45 når man dertil skal lægge AMBI, særligt pensionsbidrag og andre gode sager, så man alligevel kommer langt over de 50? Men det ser jo godt ud på papiret. Og så har vi jo slet ikke talt om moms, diverse punktafgifter og andre tiltag, som diverse skatteministre har valgt at 'forsøde' vor tilværelse med. En anden måde at gøre det op på er, at sætte samtlige skatter og afgifter, som opkræves, i forhold til et lands BNP. Derved kan det ses hvor stor en andel af indkomsten der opsluges af skatterne, og herefter kan man beregne, hvor længe man skal arbejde før alle skatter er betalt og man endelig kan tjene lidt til sig selv. Og denne dag er oprunden i dag! I andre lande falder årets første skattefrie dag ikke overraskende langt tidligere: i Schweiz og Island har befolkningen udstået sin samfundstjeneste i løbet af maj, Irland følger i juni, mens man i Holland og Østrig må vente helt frem til juli med at tjene til sig selv. I Danmark er det især mellem- og topskatten som bringer bruttoskatten så højt op, hvilket med stigende indkomst fjerner incitamentet til at arbejde. Og når man fortsat ønsker flere offentlige goder er det jo klart at det må gå den vej. Og lad mig så tilføje, at da man beregnede den skattefrie dag første gang for to år siden faldt den på den 10. august. Så lidt simpel hovedregning vil vise at vi skal glæde os over de almisser vi fortsat har tilbage, for hvis udviklingen fortsætter i samme fart vil vi i år 2095 skulle betale al vor indkomst til skatter og afgifter.