Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 14. aug. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nydansker smidt hjem af familien da han blev for dansk Tirsdag, 14.08.01

Der skrives meget i medierne om nydanskere som har svært ved at tilpasse sig og derved ikke får mulighed for at blive anerkendt som borger her i landet. Men ofte beror det på de store kulturelle forskelle mellem Danmark og det oprindelige hjemland, stædigt manifesteret af den ældre del af familiens modvilje mod forandringer. Peter Wulff Kåri bragte i søndags en rystende historie i Politiken om en nu 17-årig dreng, som af sin herboende familie blev sendt hjem til Somalia fordi familien fandt at han var blevet for dansk. Jeg havde nær fået morgenkaffen galt i halsen. Jeg er måske naiv, men jeg har nu den opfattelse, at når fremmede bosætter sig i Danmark må det være fordi man ønsker at knytte kontakt til landet, for med tiden at kunne blive betragtet på lige fod med herfødte danskere. Og den pågældende dreng, Deeq Ahmed Mohamed, var en ganske velfungerende dreng i både skole og ungdomsskole indtil han for et år siden brutalt blev revet væk fra sin hverdag. Sammen med sin mor tog han på besøg hos noget påstået familie i en flygtningelejr i Somalia, hvorefter moren blot stak af med både hans pas, penge og papirer, så kunne han klare sig selv. Det er nu et år siden, og Deeq venter stadig på at komme hjem til sine venner i Valby. Han kan ikke tale sproget hvor han er nu, uden pas kan han ikke rejse hjem, og moren forhindrer de sociale myndigheder i at blande sig. Hvis vores politik over for nydanskere skal have en mening, må det være at hjælpe dem som ønsker integration, hvorimod dem som nægter at lade sig integrere bør der ikke være plads til. Efter min mening har Deeq langt større berettigelse til at være her i landet end sin mor, og havde jeg pengene til det kunne jeg godt have fundet på at sponsere en flybillet så han kunne komme hjem og få tingene på plads.
http://www.politiken.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.