Normalt er det min egen personlige mening som kommer til udtryk i denne klumme, men et indlæg om Mermaid Pride i dagens udgave af Politiken var for vigtigt til at glide hen i glemslens dyb. Så i dag giver jeg ordet til psykolog og kulturformidler Ahmed Idrissi:
"Beskæmmende er det, når en ellers festlig og herlig Mermaid Pride Parade blev generet af stenkastende unge muslimer. Ikke blot har de lavet i egen rede, de har også besudlet deres egen oprindelseskultur, der altid har haft en smuk tradition for at dyrke og besynge kærligheden mellem mennesker af samme køn. Ganske vist har islam og kristendommen ikke noget at lade hinanden høre, når det gælder synet på homoseksualiteten. Men muslimer har til alle tider vist en eksemplarisk tolerance på området, da Allah er barmhjertig og nådig. Han har trods alt selv skabt skønheden, al skønhed, og forsynet sine skabninger med kødets uimodståelige lyst. Mødomsdyrkelsen og kønsapartheid i den muslimske verden har unægtelig befordret homoseksualitet i højere grad end noget andet sted. Den trives og lever i bedste velgående blandt begge køn. Hverken den religiøse eller den kollektive bevidsthed har kunnet få bugt med den, og de fleste ser gennem fingre med adspredelsen. Det er snarere reglen end undtagelsen, at muslimernes første seksuelle erfaringer er af homoseksuel karakter. Og selv efter indgået ægteskab er der mange, der bliver ved med at være til begge sider. De mange vidunderlige historier fra Tusind og En Nat, der er et sandt spejl af det muslimsk-arabiske samfund vidner herom. Sheherezade taler om "tvesidig kærlighed". Det ene sted mister en antændt digter besindelsen ved synet af ynglingen Kamaralzaman, hvis bagdel er af en så betydelig tynge, at man kunne antage den for et bjerg af flyvesand, og nattergalene begynder at synge, når de ser den. Et andet sted er det Mahmud-Tveside, en notorisk bøsse, der bliver vanvittig forelsket i en ungersvend, kaldet Skønhedsplet. I et desperat forsøg kaster den berusede og svulmende Mahmud sig over Skønhedsplet og bønfalder ham: "Se her, min øjesten! Grib hvad du kan gribe; løft hvad du kan løfte, grib en håndfuld eller to eller tre og lad dem trænge ind en favn eller mere. Men lad det ikke plage dig! Blidhed må der til!" Mon ikke utallige bøsser der har gæstet Kairo, Tunis eller Marrakech kan berette om, med hvilken blidhed og dyb inderlighed der blev taget hånd om deres behov og længsler. Gid Allah må oplyse og tilgive de stenkastende møgunger, thi de ved ikke hvilket pragtfuldt glashus de selv bor i."
http://www.politiken.dk