For nogen tid siden fortalte jeg i min klumme om et ægtepar, som i en veludrustet campingvogn ville krydse Norge, Sverige og Finland, og derved kunne give deres tur den noget svulstige titel "Ekspedition Polarcirklen". Og de er tilsyneladende langtfra de eneste som søger medieeksponering med deres mere eller mindre seriøse ture. Og kan man få en tur blåstemplet af en eller anden autoritet er det jo endnu bedre. Her til sommer besluttede et ældre dansk ægtepar sig for at blive optaget i Guinness Rekordbog ved på 10 dage at bestige de højeste punkter i fire skandinaviske lande, nemlig Halti i Finland (1328m), Kebnekaise i Sverige (2117m), Galdhøpiggen i Norge (2469m) og vort hjemlige Ejer Bavnehøjs 173m. Og med en margen på 43 minutter lykkedes det dem også fra den 8. til 18. august at gennemføre deres forehavende. Om de så også blev optaget i rekordbogen er endnu uvist, men spørgsmålet er nok mere, hvor man sætter grænsen. Når man selv sætter betingelserne for udførslen af rekorden er det jo meget nemt at blive den første til en given præstation. Hvilket netop inden for bjergbestigning jo ses ganske tydeligt, da man ud over førstebestigning af et givet bjerg/rute jo også ser - jeg nævner i flæng - første nedstigning, vinterbestigning, kvindebestigning, over/under en given alder, given tid, skibestigning, skinedstigning, snowboardkørsel, enchâinement osv. osv. Og ser man på den aktuelle historie er kravene de højeste punkter i fire skandinaviske lande på 10 dage. Men de klassiske skandinaviske lande er jo kun tre (Norge, Sverige og Finland), og så må det fjerde 'land' vel være Âlandsøerne. Men nu er Danmark jo med, så det kan jo være de tænker på de Nordiske lande i stedet, men hvad så med Island? Der er mange tvivlsomme aspekter i den sag, så det giver vel næppe nogen optagelse i den eftertragtede bog. Man må så blot håbe at turens oplevelser har været indsatsen værd, også uden en autoritær blåstempling.