Denne weekend har jeg rykket teltpælene til Berlin, og det ser ud til at blive en weekend med en lidt anden agenda end jeg havde forestillet mig hjemmefra. Normalt når jeg har været i Berlin de foregående år har jeg boet i nærheden af Kurfürstendamm, men når man bor på uspecificeret hotel ved man jo aldrig helt hvor man ender. Så denne gang endte jeg på et i og for sig udmærket hotel nær Alexanderplatz. Og selv om man med U-Bahn let kommer fra bydel til bydel, var det nærliggende at benytte lejligheden til at gå en tur i lokalområdet. Hvilket var lidt af en forstemmende oplevelse. Det var seks-syv år siden jeg sidst havde leget turist her, og vel vidende at Berlin de seneste år havde været Europas største byggeplads kunne det være meget interessant at se hvad der var sket her i mellemtiden. Og svaret var meget simpelt: Intet! Tværtimod var det mit indtryk at forfaldet var begyndt at brede sig. Flere steder stod højhuse helt tomme, uden vinduer og med forblæste pressenninger, stumt vidnende om tidligere tiders aktiviteter. Det fornemme anlæg mellem Alexanderplatz og Rotes Rathaus lignede dog sig selv, og så alligevel ikke, da der var underlig mennesketomt. Og ved nærmere syn viste det sig at stort set alle butikker i arkaden på bagsiden var tomme, selv posthuset var lukket. Og den afgørende uppercut blev leveret da jeg nåede frem til 'Palast der Republik', det tidligere parlament for DDR, som ved genforeningen i hast blev lukket på grund af asbestforurening. Plankeværket rundt om bygningen står der stadig, selv om det ikke har kunne forhindre at flere ruder i den fornemme bygning er smadret, mens ukrudtet på den store forplads så småt er ved at blive afløst af selvsåede træer. Og dette var i sin tid frugten af Østtysklands arkitektur. Når man tænker på, hvor mange milliarder der i disse år postes i nybyggeri i Berlin er det beskæmmende at der ikke kan afses de nødvendige millioner her. Berlinmuren er ganske vist revet ned, men jeg finder det pudsigt at alle de store byggeprojekter udspiller sig vest for Brandenburger Tor. Hvordan skal øst og vest mon nogensinde kunne forenes når grænsen stadig er så tydelig i byplanlæggernes øjne? Som det er nu, fornemmer jeg at den igangværende massive investering i Berlin mere tjener til at cementere den påstand at 'vest er bedst' end forsøger at smelte byen sammen igen.