Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 13. sep. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Verden bliver aldrig som før Torsdag, 13.09.01

Langsomt og knirkende vender dagligdagen så langsomt tilbage i USA og resten af verden. Her til eftermiddag er flyvningen på de amerikanske lufthavne genoptaget, og subwayen kører atter, bortset fra de to linier som løber under World Trade Center, hvor tunnellerne sandsynligvis er styrtet samme. Men det står klart at der er meget som aldrig bliver det samme som før. Det vil tage måneder at rydde den nedre del af Manhattan for resterne af de sammenstyrtede bygninger, og hvad skal der så ske med arealet fremover. Efter al sandsynligvis vil centret blive genopført, måske i samme stil, måske større. WTC er et af de vigtigste vartegn for New York, og hvis centret ikke bliver genopført må det siges at det er terroristerne der har vundet. Et billede står dog tilbage for mig, og det er billedet af en af de få opretstående murrester fra ruinen. Splittet i to, forvredne og kraftigt hældende, men de står. Som et symbol på noget som ikke lader sig knægte. Det kunne være flot hvis man lader disse murrester stå i det nye center, som et symbol på den terrorisme, som aldrig vil vinde. For at der kommer en ny bygning på stedet er ganske sandsynligt, og historien følger med. For mig selv har det også betydet at visse ting ikke længere er som før. Episoden med de herboende palæstinensere der fejrede terrorangrebene på USA var den dråbe som fik bægeret til at flyde over. Det har intet med dansk mentalitet at gøre, lige så lidt som de gentagne massevoldtægter eller stenkastene mod Mermaid Pride. Disse personer ønsker på ingen måde at være danskere, og mit syn på denne befolkningsgruppe vil for altid være ændret. At der så er enkelte imamer som står frem i medierne og tager afstand fra episoderne har ikke den store betydning i den sag. For som gamle Che sagde: "De ord, som ikke opfølges af handling, har ingen betydning". Og da der er intet som tyder på at palæstinenserne agter at gribe i egen barm, må det være deres handlinger som står til troende. Jeg betragter mig selv som ganske liberal over for tilflyttere, men selv tolerancen har sine grænser. Heldigvis er den civiliserede verden dog af en anden opfattelse, og kloden rundt bliver der foretaget indsamlinger til ofrene. På jubii.dk og sol.dk kan man donere penge over nettet, og auktionshuset eBay, som ellers havde adressen worldtradecenter.com til salg har besluttet i stedet at anvende den til en mindeside om tragedien.
http://www.sol.dk (Link ikke længere aktivt!)
http://www.jubii.dk
http://www.worldtradecenter.com

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.