|
|
Et tilbud du ikke kan afslå
|
Søndag, 16.09.01
|
Hvad gør du, når du pr. email får et tilbud om millioner af dollar? Ser en ekstra gang rundt på kollegieværelset, og spørger dig selv, hvordan netop du kunne være så heldig? Eller sletter du det som spam og går videre? Et par fyre, som driver hjemmesiden sickhumor.dk synes dog ikke de ville sende tilbudet til de evige bitmarker og indledte hvad der efterhånden blev til en længere emailudveksling med den sandsynligvis afrikanske bondefanger. Det er meget morsom læsning, og på en eller anden måde er det en smuk tilbagebetaling for al den elendige spam, man gennem tidens løb har modtaget. Konkret er udgangspunktet et tilbud om X millioner dollar, som man blot skal tage til Sydafrika for at hente. Og fyrene fra sickhumor.dk tager tråden op og svarer ganske forretningsmæssigt, men efterhånden som korrespondancen fortsætter må man sige at historien efterhånden kører af sporet. Men modparten er jo interesseret i at holde kontakten kørende af hensyn til den mulige gevinst ved svindelen, og fyrene fra sickhumor har den samme interesse blot for humorens skyld. Det er faktisk en ganske fantastisk historie, men jeg advarer: det tager sin tid hvis man skal læse hele korrespondancen igennem. Men ved vejs ende føler man ikke man har spildt tiden, så dette link kan anbefales som et effektivt våben mod kedsomhed.
http://www.sickhumor.dk/Epost/Jose
|
|