Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 19. sep. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Homoseksuelt ja i kirken Onsdag, 19.09.01

Det har nu i en del år været muligt for to personer af samme køn at indgå registreret partnerskab, når nu ikke det har været muligt, ligefrem at gifte sig. Men for mange bøsser og lesbiske har det været et højt ønske at kunne få foretaget en kirkelig vielse på lige fod med heteroseksuelle par, et ønske der ikke er blevet mindre af, at den traditionelle kernefamilie så småt er ved at blive populær igen. Man har derfor gennem flere år forsøgt at finde et ritual som kan tilfredsstille disse behov, uden at man derved giver køb på de kirkelige principper, og en løsning er nu ved at være på vej, idet homoseksuelle nu kan blive registreret som par i en dansk folkekirke. Det kræver blot, at en borgmester og en præst kan blive enige om at fordele højtideligheden mellem sig. Borgmesteren skal stå for vielsen som en integreret del af en gudstjenestelig handling, mens præsten efterfølgende kan foretage den gudstjenestelige markering af forholdet. Kirkeministeriets jurister siger god for den model. Den strider ikke mod lov om kirkens brug. Kirkeminister Johannes Lebech (R) siger, at så længe juraen er i orden, så har han ikke tænkt sig at forhindre en borgerlig registrering af et homoseksuelt forhold og en efterfølgende velsignelse i en kirke. "Men det er ikke noget, man har krav på; det kræver at præsten er indforstået", siger Johannes Lebech. Men alt andet lige er bøsser og lesbiske her i landet kommet endnu et skridt videre mod den fulde ligeberettigelse, hvilket jeg kun kan bifalde.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.