Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 21. sep. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Bjergstien gennem Fieschertal nedlægges Fredag, 21.09.01

Finsteraarhorn er ikke blot det højeste bjerg i Berner Alpen, det er også et af dem med den længste tilgang. Bjerget bestiges i langt det fleste tilfælde ad normalvejen fra Finsteraarhornhütte, og blot at komme ind til denne hytte er lidt af en ekspedition i sig selv. Kommer man fra syd må man først vandre op over den halve Aletschgletscher til Konkordiahütten, hvorfra man over et over 3000 m højt pas når Fieschergletscher, ved hvis bred hytten ligger. Nordfra kan man tage vel nok verdens dyreste jernbane til Jungfraujoch og vandre ned til Konkordiahütte og videre herfra, mens man fra øst, fra Grimsel, skal vandre næsten halvdelen af Berner Alperne igennem på langs for at nå frem til hytten. Intet under at mange har forsøgt sig ad den oprindelige rute og stiger hele vejen fra Fiesch op gennem Fieschertal, under gode forhold både den korteste og hurtigste rute. Men gletschernes tilbagetrækning har gradvist gjort denne rute vanskeligere, især de steder hvor man er tvunget til at forlade gletscheren for at omgå isfald ovenfor morænen er blevet vanskeligere, og her i sensommeren har SAC taget konsekvensen og opgiver fra dette efterår at vedligeholde ruten op over Fieschergletscher. Fremover standser den vedligeholdte rute ved foden af gletscheren, og resten af vejen op er på eget ansvar; der gives ikke længere nogen garanti for sikkerheden på de forfaldne stier langs gletscheren. Dette betyder, at det fremover ikke vil være muligt at nå Finsteraarhornhütte ad markeret eller vedligeholdt sti uden at skulle krydse et højere pas, men det er måske godt det samme. Med den stigende koncentration af flere bjergbestigere på de højeste og kendteste toppe, kan nedlæggelsen af Fieschertal-ruten måske bringe denne del af Alperne et skridt nærmere den oprindelige autencitet, hvor bjergbestigerne kommer for bjergets skyld, og ikke blot for selvpromoveringens skyld.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.