|
|
Outlook - den perfekte virusspreder
|
Tirsdag, 25.09.01
|
Som et apropos til gårsdagens klumme findes der masser af terrorister rundt omkring i verden. En del af disse udøver deres terrorisme i det små, og nøjes med at sidde ved deres hjemmecomputer og producere små virus. For kan man ikke selv foretage sig noget fornuftigt og opbyggende kan man om ikke andet ødelægge det arbejde som andre laver. En af disse terroristfrembringelser bankede på min postkasse her til morgen i form af SirCam-virusen. Ikke at den nåede at gøre så megen skade, da al min indgående mail scannes online inden den bliver hentet ned, og når man får en vedhæftet fil med dobbelt endelse .xls.pif er man jo straks på vagt. Og når der i selve mailen ikke er angivet hverken afsender- eller modtagernavn, endsige navnet på den vedhæftede fil, er der ikke engang nogen grund til at scanne filen, så ned i papirkurven med den. Exit. Men jeg måtte lige på nettet og se hvad der var for noget stads, og det var den sædvanlige recept, med at den først inficerer Microsoft Outlook og sender sig til alle på adresselisten, og først derefter går i gang med at gnave sig igennem filerne på ens egen computer. Atter en gang viser det sig at Outlook er en ren virusudklækningsanstalt, der både giver virusen en adresseliste at formere sig efter, og derefter sørger for at sende de små godt på vej. Personligt kan jeg egentlig være ligeglad, da jeg ikke bruger Outlook i privaten, men jeg finder det kritisabelt at Outlook gang på gang indtager en central position i virusspredningen, og det burde da ellers være så let at sende en stopper for det. Som det er nu, så tømmer man sin udbakke i den store cyberpostkasse uden at vide om der ligger virus imellem, men hvis man nu i stedet blev konfronteret med en liste over udgående post og skulle godkende denne inden posten blev sendt afsted ville der vel næppe være mange vira som smuttede igennem. Men en sådan programmeringsopgave er åbenbart for stor en mundfuld for Bill Gates & Co.
http://www.microsoft.com
http://www.mcafee.dk
|
|