Ingvar Cronhammers voluminøse kunstværk Elia har nu været undervejs i over ti år, hvilket også tidligere har været omtalt i min klumme, og kun de færreste havde troen på, at dette storslåede kunstværk nogensinde ville blive realiseret. Men Herning lagde den fornødne jord til, og i går oprandt så endelig dagen, hvor projektet kunne afsløres i sin magtfulde vælde. Og lige så storslået som kunstværket er, ligeså pompøs var indvielsen. Flere hundrede mennesker blev sendt med særtog fra København, og under indvielsen reciterede skuespilleren Jørgen Reenberg digtet 'Stille' efter Cronhammars valg, og multikunstneren Martin Hall havde skrevet et musikalsk værk til Elia, som herved fik sin uropførelse. Men vore jordiske lovprisninger af kunstværket virker blot som kortvarige manifestationer over for et værk af Elias størrelse. 60 meter i tværsnit, og med fire 40 meter høje tårne i stål, der leder tanken hen på den monolit som udgør en centralt element i science-fiction filmen 'Rumrejsen år 2001' - eller til det årtusindgamle monument Stonehenge. Cronhammars kunstværker forbinder fortid med fremtid, dominans med upåagtet tilstedeværelse - Elia er der bare, og vi mennesker er blot ydmyge gæster. Smukkest er Elia om aftenen, når mørket lægger sig over landskabet mens de høje ståltårne gløder svagt i solnedgangens skær, og det er måske i det øjeblik, lige før Elia bliver ét med nattemørket, at kunstværket er allersmukkest. Og så ved man jo aldrig, hvornår den uforudsigelige, ti meter høje flamme skyder op fra skulpturens midte som et pust fra underverdenen.
http://www.elia.dk