Det er en ganske interessant kronik, der bringes i Politiken i dag. Det er en kronik, som forsøger at besvare spørgsmålet: Hvad vil det sige at være dansk; og hvem kan være bedre til at besvare det spørgsmål end en person, der kommer udefra og bedre kan have et neutralt observerende blik på, hvad vi danskere går og laver, end en person, som er opflasket med en danske mentalitet. Kronikken er skrevet af Garba Diallov, som oprindeligt kommer fra Mauretanien, men nu har boet i Danmark i otte år, og derfor er i stand til at se billedet fra flere vinkler. Og det er der kommet flere pudsige ting ud af. Det er egentlig ganske interessant at læse om alle de ting vi tager for givet herhjemme, men som ikke nødvendigvis er det. For vi mangler jo ikke noget her i Danmark, i hvert fald materielt set, men ind imellem kan man godt have det indtryk af, at en pæn del af livsglæden bliver ofret på materialismens eller formalismens højalter. "For mange materielle goder har på en eller anden måde ført til, at andre essentielle aspekter af livet er gået tabt. For eksempel at føle, at der er brug for én, at man er vigtig og betydningsfuld for andre, og at andre ser én som et individ uafhængig af sin profession. Arbejdet er ikke kun et levebrød for danskerne. Det udgør fundamentet for en persons identitet. Arbejdet er ikke blot et middel, men et mål, I Danmark arbejder man ikke for at leve, men lever for at arbejde. Det er derfor, at det første spørgsmål man får når man møder nye mennesker, er: Hvad laver du? Hvis du er arbejdsløs svarer det til at sige at du er værdiløs. Når danskerne præsenterer sig selv, så fortæller de hvad de hedder, og hvad de laver. Det er gennem arbejde, at man får venner, og det er der man skaber sit sociale netværk", skriver Garba Diallov. Og fra myndighedernes side gør man også sit til at fastholde borgernes identitet til deres arbejde. For eksempel står jeg stadig opført som skoleelev på min selvangivelse, da myndighederne ikke vil acceptere den mere retvisende identitet som bjergbestiger. Jeg kan fuldt tilslutte mig Garbas opfattelse, og ud fra hans betragtninger om det sociale netværk ligger jeg nok mere op ad den mauretanske opfattelse end den danske. Jeg kerer mig ikke så meget om at opbygge sociale netværker på arbejdet, for de eksisterer kun så længe man er på den pågældende arbejdsplads. Interessefællesskaber derimod, de lever deres eget liv, fuldstændig uafhængigt af beskæftigelsen, og det sociale netværk man opbygger derigennem vil således også følge en gennem en stor del af livet.
http://www.politiken.dk