Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 3. okt. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En god drue Onsdag, 03.10.01

Jeg bliver lige lidt i det kulinariske hjørne, for i går fandt en episode sted, som ikke bare jeg har set frem til med længsel, nemlig den dag, hvor jeg åbnede min næstsidste flaske Gigondas, en af de rigtig gode. Domaine du Cayron 1988 - alene navnet vil få mundvandet til at stå i kaskader blandt kendere, og for mit eget vedkommende er der jo også en lille historie forbundet med den flaske. Det var i foråret 1991, og jeg var sammen med Kim Sejberg på mit andet besøg i Buis-les-Baronnies, et sydfransk mekka for klatre- og vinentusiaster. På vejen ned gennem Provence i bil var vi blevet inspireret af de mange skilte der reklamerede med degustation, og da vi et par dage senere, efter at have klatret det meste af dagen i Dentelles-les-Montmirail, kørte ned mod Gigondas som ligger for foden af klipperne, tænkte vi at vi nu havde tiden til at smage lidt på den lokale vare. Resolut kørte vi ind det første det bedste sted, hvilket var vingården til Domaine du Cayron. Det var et lidt forladt sted, der blev vogtet af en mistroisk ældre herre. Han skulede olmt til vores bil - hvide nummerplader, det kunne kun være tyskere. Han blødte dog lidt op da han erfarede vi var danskere, og vi blev allernådigst sluppet indenfor for en smagsprøve. På en vintønde stod en bakke med glas og tre-fire åbne flasker, det var det. Ikke noget prunk eller prangende over det. Men vingården behøvede ikke at reklamere. Et enkelt nip til vinen, og vi var solgt. Resten af dagen tilbragte vi med at opstøve nogle ordentlige vinglas, for den her klassevin kunne vi altså ikke tillade os at drikke af plastickrus. Da vi nogle dage senere var for hjemadgående måtte vi lige køre den omvej forbi og købe nogle kasser med hjem. Og trods et near-miss på Sydmotorvejen lykkedes det os at komme helflasket til København. Og i går, ti et halvt år senere, røg proppen af den næstsidste flaske. Og trods en alder på 13 år var den absolut på toppen, en tung, fyldig og overraskende frugtagtig smag. Domaine du Cayron laver vin på den gammeldags måde, og den er en vin som kræver nogen tilvænning. Men modningen har taget det krasbørstige af den, så den i dag kun er vild...t god. Men burde næsten tage til Sydfrankrig igen, så man også har en god vin at nyde i år 2012!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.