Så skete det endelig. Det længe ventede - og længe frygtede - amerikanske angreb på Afghanistan har nu fundet sted. Der er efterhånden fremlagt talrige beviser på, at der var Osama bin Laden der stod bag terrorangrebet på New York i den forgangne måned, og alle har vidst, at det kun var et spørgsmål om tid inden bomberne ville begynde at regne ned over Afghanistan. Igen! For med efterhånden 25 års mere eller mindre konstant krig eller krigslignende tilstande i Afghanistan kan man efterhånden spørge sig selv, om de nye angreb opnår andet end at sprede gruset fra de forgangne års krige. Først en intern borgerkrig, så russisk invasion efterfulgt af amerikansk støttet modstand. Og de sidste år har talebanerne styret de største dele af landet med større og større brutalitet og undertrykkelse. Jeg tør vædde på, at den menige afghaner strengt taget er ligeglad med, hvem der sidder på parnasset i Kabul. Når de selv ikke ved om de får noget at spise den næste dag. Men én ting er sikker: Taleban regerer ikke landet til fordel for befolkningen, men udelukkende til egen fordel. Og Afghanistan er faktisk et rigt land - eller har været det, både på kultur og natur. Selv om det meste af kulturen efterhånden er bombet sønder og sammen er der stadig en smuk natur i Afghanistan. Jeg husker selv de gange jeg har fløjet hjem fra Nepal og luftruten som oftest gik over Afghanistan. Det tog lang tid at flyve hen over denne bjergrige nation med Hindukush's tusinder af bjerge langt under flyet. Bjerge i omkring 5-6000 meters højde, og mindede om en forvokset udgave af Vestalperne. Og sandsynligvis er det kun de færreste bjerge som er besteget. Når engang der er kommet fred til Afghanistan bør vi alle give en hånd med til at genopbygge landet - både økonomisk og moralsk, og en måde at gøre dette på kunne meget passende være ved at foretage en udforskende ekspedition til de mange ukendte bjerge på vestsiden af Khyber.