Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 17. okt. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Plenarforsamling i ICC Onsdag, 17.10.01

Det meste af UIAAs aktiviteter er lagt ud i en række kommissioner, der varetager det internationale samarbejde på hvert sit felt, samt de to råd ICC og ISMC, som står for den konkurrencemæssige del af bjergsporten indenfor henholdsvis sportsklatring og skibestigning. Disse to råd holdt deres plenarforsamling om fredagen, og vi havde fordelt dem således at jeg deltog i samlingen i ICC (International Council for Competition Climbing). Ganske vist er sportsklatring ikke specielt min metier, men jeg finder det altid prisværdigt når nogen brænder for en sport, uanset dennes art. Der blev i det forløbne år (2000-sæsonen) afholdt 11 WorldCup-stævner med ialt 14 konkurrencer, fordelt på fem Difficulty, tre Speed og seks Bouldering. Bortset fra et enkelt stævne i Grækenland fandt langt de fleste stævner sted i Centraleuropa, men det var ønsket, fremover at afholde flere stævner udenfor Europa. Dette er allerede taget op i år med et WorldCup-stævne i Malaysia. Man har heldigvis været forskånet for større uheld; en enkelt deltager brækkede en ankel under bouldering, men ikke værre end at hun efterfølgende kunne blive WorldCup-mester i sin disciplin. WorldCup-stævnerne nyder stigende popularitet, og ved det årligt tilbagevendende stævne i Lecco (Italien) var der op mod 7-10.000 tilskuere, og det er en vigtig faktor i arbejdet mod at sportsklatring kan blive en opvisningsdisciplin ved de olympiske vinterlege i 2006. Af mere interne informationer skal det nævnes at der havde været temmelig meget rod i regnskabet i det forgangne år, da det i et vist omfang ikke havde være muligt at sammenholde betalinger med de af ICC udsendte regninger. Men det er der ved at komme styr på nu. Det kunne dog ikke skjules at rådet bevægede mod sig et underskud på finanserne, og om det var de forudgående regnskabsmæssige problemer der var årsagen skal jeg lade være usagt, men faktum er, at det foreslåede budget for 2002 blev afvist af forsamlingen; kun to stemte for mens fem stemte imod og hele 13 undlod at stemme. En forudsætning for budgettet var en indførelse af kontingent for alle ICC-medlemmer, som man ikke ville godkende, idet det endnu ikke var afklaret hvorledes dette skulle opkræves, dog vedtog man at stævnearrangører fremover skal betale annonceringsafgiften i tide hvis de skal blive optaget i den officelle stævnekalender. Og 2002-budgettet røg tilbage til Management Committee til fornyet behandling.
UIAA - ICC: http://www.uiaa.ch/commissions/commision.asp?id=17
Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.