Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 29. okt. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Sort og hvidt hos Smirnoff Mandag, 29.10.01

Her i weekenden var det rart med lidt kulturel adspredelse og gå i biografen. Apocalypse Now - Redux, den nye udgave af Dommedag Nu stod på programmet, og det var vel efterhånden også ved at være sidste udkald inden den forlader de københavnske biografer. Og en fantastisk film, det var det, intet under at den har vundet mange priser, både dengang den oprindelige version blev lanceret, og også nu i den fulde og forlængede udgave. Jeg har kun ros at give den film. Men skal der uddeles ros skal der også uddeles ris, og risen må helt klart gå til Smirnoff for deres reklamefilm som blev vist forud for det store show. Vi kender vist alle sammen de arketypiske reklamefilm Smirnoff laver om hvordan verden forandrer sig betragtet gennem en Smirnoff-flaske - dagligdags ting bliver pludselig anderledes, interessante og spændende. I den aktuelle reklamefilm er det en stovt zulukriger, som tilfældigvis finder en flaske Smirnoff og som følge heraf pludselig får et andet syn på tilværelsen. En løbende gruppe fra hans stamme bliver pludselig en flok surfere på vej mod vandet, en flok kvinder der danser stammedansen bliver pludselig flyttet til et diskotek, et... - hør hov, hvad er nu det for noget? Alle pigerne på diskoteket - og alle fyrene for den sags skyld - er hvide piger, og surferfyrene er uden undtagelse californiske beachboys eller det der ligner. Og sådan er det hele vejen igennem. Hver gang zulukrigeren kigger gennem flasken bliver hans stammefrænder erstattet af blegansigter! Så hvis man skal følge reklamens bud, så skal man være hvid for at være interessant - mage til vrøvl skal man da vist lede længe efter, og på mig virker denne reklame som et fuldstændigt malplaceret oldtidslevn fra kolonitidens gyldne år. Og så er det ikke nogen formildende faktor, at Smirnoff på deres webside faktisk har en udmærket interaktiv drinksguide.
http://www.smirnoff.com

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.