|
|
Italiensk for viderekomne
|
Søndag, 04.11.01
|
Et af de kulinariske højdepunkter inden jeg for alvor går ombord i julens sulemad, er den årlige bestyrelsesmiddag. Arbejdet i bestyrelsen er som så mange andre af mine aktiviteter ulønnet, i hvert fald hvad pekuniære aflønninger angår. Til gengæld er der så den årlige middag, som bestemt er indsatsen værd. I år blev den afholdt på den berømte restaurant Era Ora på Christianshavn, som vistnok skulle være den eneste italienske restaurant udenfor Italien som har høstet en af de eftertragtede stjerner i Michelin-guiden. Og der blev da også serveret et eftertrykkeligt bevis på, at italiensk mad er andet end pizza - selv om vi i løbet af aftenen blev præsenteret for godt og vel 16 retter, var pizza ikke en af dem. Hvad jeg havde håbet på ved at besøge Era Ora var at få et indtryk af, hvad det italienske køkken også kan være, og det passede meget godt til restaurantens koncept. Der er nemlig intet menukort, og man kan vælge dagens ret(ter) eller lade være. Efter den obligatoriske lille appetizer startede vi ud med ti små antipasti eller forretter, som allerede her lovede godt for hvad køkkenet kunne præstere, startende i det blide med fisk som havengel, pighvar, aborre, nålefisk og tunge, og fortsættende i det mere krydrede med auberginer, andebryst, bagte og marinerede champignons, brisler og vagtel på grillerede æbler og granatæblekerner. Alle hver for sig meget rene og karakteristiske i smagen og i virkelig høj kvalitet. Vi fortsatte herefter gennem to pastaretter: en lasagne (som i parentes bemærket ikke var den jævne dybfrostudgave, men papirtynde lasagneplader med fyld af anderagout) samt trufie med cherrytomater og ricotta. Hovedretten var dog valgfri, hvor man kunne vælge mellem lammeryg eller havbars stegt på skindet. På nuværende tidspunkt var vi efterhånden blevet pænt mætte af de mange retter vi havde fået forinde, så for en gangs skyld gjorde det ikke spor at retterne var lidt små, især ikke når de er så velsmagende som tilfældet er her. Vi sluttede af med ost (syv forskellige slags incl. en obligatorisk og vellagret gorgonzola) samt tiramisù og sorbet på kaktusfigner. Fortrinlige retter, alle som én, og så har jeg ikke engang omtalt vinen, hvor vi vekslede mellem Pinot Grigio, Rivarossa, Amarone, Brunello di Montalcino og sluttede af med en Moscato Rosa. Prisen ønsker jeg heller ikke at gå nærmere ind på, det er et sted man besøger hvis man virkelig føler man har gjort sig fortjent til det. Men sammen med regningen får man en komplet menu udskrevet, så man kan holde rede i alle de lækkerier man har fået serveret. En god idé som det egentlig er underligt at andre ikke har taget op. Fem store huer til Era Ora.
http://www.era-ora.dk
Opdateret 1. december 2006: Era Ora blev besøgt igen den 24. november 2006 - se seneste anmeldelse her
|
|