I snart en del år har man på politisk plan diskuteret pro et kontra angående de efterhånden en del familiesammenføringer, som mange herboende indvandrere foretager. Men her op til Folketingsvalget er emnet blevet en central del af valgkampen, og der er næppe et parti, som ikke lover stramninger både her og der. Og jeg er tilbøjelig til at give sortseerne ret en god del hen ad vejen. For med udsigt til tusindvis af nye familiesammenføringer i de kommende år kan jeg ikke se andet end at det vil være nødvendigt med en regulering. Men inden man farer frem med bål og brand bør man nok lige gøre sig klart, hvad det egentlig er, det drejer sig om. Hvad ligger i begrebet 'familiesammenføring'? Et egentlig ganske positivt ord, som efter min opfattelse dækkede det forhold, at en indvandrer, som havde stiftet familie i hjemlandet og sidenhen var flyttet her til landet, efterfølgende tog sin familie hertil, fordi han nu var blevet i stand til at forsøge den. Et ganske naturligt ønske, og hvem kan have noget imod dette? Men nu viser det sig, at udtrykket 'familiesammenføring' i langt højere grad benyttes om en herboende indvandrer, som rejser til sit fødeland for at få en ægtefælle, der efterfølgende bliver 'importeret' her til landet. Og det er for så vidt også i orden, hvis man mener sig i stand til at forsørge denne ægtefælle herhjemme. Som udlænding udenfor EU kan man jo ikke få varig opholdstilladelse uden at man er i stand til at forsørge sig selv, eller en anden vil betale underholdet. Så når man i stigende grad ser indvandrere, importeret gennem reglerne om familiesammenføring, og efterfølgende parkeret på socialkontoret, så er der noget der er helt galt. Under normale omstændigheder kan man først opnå dansk statsborgerskab efter syv år i landet, og selv om det er rimeligt nok at man kan gifte sig til et statsborgerskab forinden, så bør dette tilbud ikke pålægge samfundet økonomiske merudgifter - hvis man gifter sig med en udlænding må man også være indstillet på at betale de omkostninger der er forbundet hermed.