|
|
Endnu et flystyrt i New York
|
Mandag, 12.11.01
|
Så skete det igen. Netop som man i New York var kommet over tomåneders dagen for det katastrofale terrorangreb på World Trade Center meldes der her til eftermiddag om endnu et flystyrt i New York. Denne gang i Rockaway-området i forstaden Queens. Efter de aktuelle meldinger var flyet kort tid forinden startet fra John F. Kennedy-lufthavnen, men altså kun havde nået at flyve i få minutter før det styrtede og jævnede adskillige huse med jorden. Flyet var på vej til den Dominikanske Republik og var derfor fuldt lastet med brændstof, og som det ses på billederne på nettet er der udbredte brande i området. Årsagen til flystyrtet er i skrivende stund endnu ukendt, men med billederne fra World Trade Center ætset ind på nethinden er det svært, ikke at tænke på terrorisme. Men som den efterfølgende diskussion på værtshuset tydede i retning af, virker det ikke logisk at det skulle være endnu et terroristangreb. Dels fordi terrorismens indre logik påbyder at sprede angsten så bredt så muligt, og det gør man netop ikke ved at angribe den samme by to gange - London ville være et mere logisk mål, hvis det skulle være. Og dels fordi de foregående flykapringer havde til formål at knuse et af de vigtigste kapitalistiske symbol, netop World Trade Center, og sammenlignet hermed er symbolværdien i et arbejderkvarter i udkanten af New York jo noget mere begrænset. Så det er nok for tidligt at male fanden på væggen, sandsynligvis ligger der en teknisk eller naturlig forklaring bag, og så lå Queens blot uheldigvis det forkerte sted.
http://www.cnn.com
|
|