Det kom noget bag på mig da jeg i søndags hørte at Fish igen gav koncert her i København, det var jo kun et halvt års tid siden sidst (16. maj). Men som den trofaste Fish-fan jeg er måtte jeg jo hellere investere i en billet og tage ud til Vega på Vesterbro. Det havde undret mig lidt at jeg ikke havde hørt nærmere om koncerten i forvejen da jeg normalt plejer at være rimelig godt underrettet herom i god tid i forvejen, men inden koncenten fik jeg en anelse om årsagen. Det var nemlig ikke en helt almindelig koncert, men en særlig turné som han lavede i forbindelse med sit 20-års jubilæum som rockmusiker. Denne turné bragte ham ganske vist det meste af kloden rundt, men som i 'the good old days' spillede han overvejende på små spillesteder, der gav den rette club-atmosfære. Det lovede jo ganske godt, og efter en times opvarmning med John Wesley og band trådte John i baggrunden og overlod scenen til Derek W. Dick. Alias Fish. Åbningsnummeret var ganske vist 3D, det samme som åbningsnummeret fra det nyeste album Fellini Days, men herudover var der ikke focuseret specielt meget på denne skive. For som de sagde fra The Company: Fish har jo allerede lavet én turné med Fellini Days, så det behøver han jo ikke gøre igen. Han ville spille den musik han selv kunne lide, og den musik som publikum kunne lide, omend det sidste ikke skal tages for bogstaveligt, for så ville Fish vel stadig være spillende i Lille Vega i skrivende stund. Så vi fik et ganske varieret udvalg af godbidder fra hans lange karriere, nogle gange præsenteret som medleys, men meget ofte i ekstra forlængede udgaver, som jo er det geniale ved live music. Musik skal nu altså høres på et spillested! Men Fish er nu også den perfekte storyteller, selv om visse at de faste publikummer tilsyneladende havde hørt historien før! Fish formåede i den grad at skabe kontakt med sit publikum, som da en fyr blev lidt nærgående i sine kommentarer, og Fish benyttede chancen til at underkaste ham et krydsforhør om hvad han lavede og hvorfor, for åben mikrofon og til stor moro for os alle. Eller da en pige blandt publikum rakte et digitalkamera op til ham på scenen. Til en hvilkensomhelst anden koncert ville hun straks være blevet standset af hærdebrede bodyguards, men ikke her, i stedet tog Fish imod kameraet og gik rundt og fotograferede samtlige bandets medlemmer. Eller hvor Fish ved afslutningen af koncerten gav hånd til alle i de første par lag. Nævnt blot én anden rockmusiker som gør dette. Nå, men det var musikken vi kom fra, og ud over 3D gav han kun tre numre fra Fellini Days, nemlig Tiki4, Our Smile, samt ikke mindst So Fellini!, som afgjort vinder ved at blive spillet live; så gør det næsten ikke noget at han ikke spillede Clock Moves Sideways som efter min mening er et de bedste numre på pladen. Og ellers kom vi hele raden rundt med numre som Fugazi, Kayleigh, White Feather, White Russian, Vigil, Lucky, Mission Statement samt ikke mindst de altid populære The Company og Market Square Heroes. Men det største indtryk på mig var nok The Perception of Johnny Punter. Eftermiddagens flystyrt i New York var en passende anledning for Fish til at fortælle baggrunden for netop det nummer. Inspireret af krigen i Bosnien og mediefocuseringen på krige verden over - de er kun interessante når de kan sælge aviser, og når der sker noget nyt et andet sted er de gamle nyheder glemt på 14 dage. Også selv om krigen herefter fortsætter i årevis upåagtet af verdensopinionen. Og alt imens luller vi os ind i tanken at vi her i vesten er usårlige, i sikkerhed. Et gode, som vi kun alt for ringe påskønner i den daglige tilværelse. Der skal tilsyneladende et flystyrt i World Trade Center til at åbne vore øjne for vores sårbarhed. Måske det er derfor jeg mere er affekteret af folks reaktioner på denne ulykke end på ulykken i sig selv - som bjergbestiger er jeg jo vant til at leve med en risiko fra det uforudsigelige - men dem som lever en daglig 9-5 tilværelse i beskyttede omgivelser har ofte svært ved at kigge ud over hegnet til naboen. Og de aktuelle terroristangreb fortæller i al sin tydelighed at vi ikke skal føle os for sikre. Men når først man har affundet sig med tanken herom bliver man faktisk stærkere heraf. Men Fish har faktisk allerede i 1997 i The Perception of Johnny Punter gjort opmærksom på, at det er blændværk når man her i Vesten føler sig sikker med al vor teknologi: It's just one of those days when you know that something's gonna happen...
         
The Perception of Juhnny Punter
http://www.the-company.com
http://www.fellinidays.com/
Links ikke længere aktive!