Det var en af bjergbestigningens store koryfæer, som i går aftes gav foredrag i Rigshospitalets store auditorium. Doug Scott havde netop formået at klemme et foredrag i København ind mellem to andre foredrag i Holland og England og var kommet på et hurtigt visit. Egentlig havde det været hensigten at han skulle have holdt foredrag på Dansk Bjergklubs jubilæumsdag den 19. april, men den dato var umulig, for da ville han være ude for at bestige bjerge - "like any proper climber should do", som han sagde. Hvorefter vi inviterede Catherine Destivelle i stedet. Men vi skulle dog ikke snydes for Doug Scott, som sidst havde holdt foredrag for en halv snes år siden. Hans nye foredrag omhandlede bestigninger i fremfor alt Bhutan, Tibet og Arunachal Pradesh i Nordindien. Allerede i indledningen gjorde Doug Scott opmærksom på, at han ikke ville vise billeder fra sine 8000-meters ekspeditioner, men kun fra de mindre bjerge. 7000'ere og så'n! Det var et meget anderledes foredrag, for Doug gjorde sig her ikke så meget i spektakulære bestigninger af de kendte bjerge, men viste i stedet en række billeder fra totalt ukendte bjerge i næsten lige så total ukendte regioner, indledende med en ekspedition til Bhutan, et land hvor kulturen er lige så intakt som Nepals var det for måske 30 år siden. Og med afsæt heri brugte han en rum tid med at beskrive bjergbefolkningen og den livskvalitet man ofte finder her. Ganske vist er de fattige målt med vores målestok, men man ser flere smilende ansigter i en bhutanesisk bjergby end man gør i København. Men selv om jeg har sympati for sagen synes jeg alligevel han tærskede lidt for meget langhalm på de velgørenhedsprojekter har har igangsat derude de sidste 5-6 år. Men han kom stærkt tilbage i andet sæt med en ekspedition til ukendte bjerge i Nordindien, hvor ingen hvid mand tidligere har sat sin fod. Hvilket man for så vidt godt forstår, efter at have set billederne fra den 18-dages rejse op gennem monsundruknet regnskov inden man fik det første glimt af bjergene. At foretage ekspeditioner til de høje bjerge gælder jo ikke bare bjerget i sig selv, men også hele samhørigheden, hvilket vi så i en utrolig flot afsluttende billedserie fra en safari gennem nordlige Tibet, med masser af smukke bjerge og ikke et øje i miles omkreds. Og så kontrasten til de sidste billeder hvor de kørte forbi Everests og Cho Oyos basecamps med hver 5-600 håbefulde bjergbestigere. Der er tusinder af bjerge, og så står man på nakken af hinanden for at bestige præcis det samme bjerg. Jo, Doug Scott har ret: Himalaya er ikke det rette sted at gå peak-bagging.
http://www.danskbjergklub.dk Link ikke længere aktivt!