Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 13. dec. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  EU-forbud mod junkmail Torsdag, 13.12.01

EUs forskningsministre er blevet enige om, at bekæmpe spam, der er uønsket reklamemail udsendt på nettet, også kaldet junkmail. Det sker som et led i at stramme beskyttelsen af EU-borgerne på nettet. I fremtiden skal det være op til virksomhederne i EU først at få borgernes godkendelse, før de sender reklamer som mail. Og problemet er voldsomt i dag, siger Martin Thorborg, medstifter af Jubii.dk. "Internationalt vokser problemet med helt utrolig hast. Det fordobles hvert halve år. Vi har 250.000 brugere med email-konto, og før vi installerede et spamfilter modtog hver bruger nok mindst to spam-mails om dagen" siger Martin Thorborg. Men det omtalte filter er effektivt. Jubii har netop for 50.000 kr. installeret et tilsvarende filter for sine 150 ansatte, hvilken måske lyder dyrt, men da hver medarbejder modtog 20 spam-mails om dagen er der nu mere tid til at passe arbejdet i stedet for at læse ligegyldige mails. "Danske virksomheder spammer ikke mere. Den spam der kommer fra udlandet er typisk useriøse opfordringer til at blive rig på ingen tid, hvilket ligner rene pyramidespil. Og så er der mange spam-mails om sex" siger Thorborg. Han tror dog ikke EUs indgreb får den store effekt, for langt den overvejende del af international spam kommer i dag fra USA og Asien. Han mener at teleselskaberne bør gøre meget mere for at filtrere spam fra, så det med tiden vil være nytteløst at sende spam. Men det er en svær opgave. "Vi fjerner mails som bliver masseudsendt til alle vore brugere, men vi kan have svært ved at sortere spam fra, for noget af det kan jo være vigtig post for nogle. Men vi har regler, der siger, at hvis vore egne brugere spammer gentagne gange, bliver de smidt ud af CyberCity" siger Jan Minche, sikkerhedschef i CyberCity. Og det er nok her man skal sætte ind mod problemet. For i dag kan man for en meget beskeden investering sende reklamer om fuptilbud til millioner af tilfældige emailadresser, og hvis blot én ud af en million hopper på den, så har den smule besvær tjent sig hjem. Og som eksempel på, hvad man alt finder på af spam kan man via nedenstående link se hvad jeg selv modtog af spam i januar i år.
Indgående spam, januar 2001

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.