|
|
Skærmdrømme
|
Fredag, 14.12.01
|
Der er ingen grund til at nøjes med en kedelig baggrundsfarve på Windows' elektroniske skrivebord. Man kan sagtens gøre skrivebordet mere interessant med et af de utallige baggrundstapeter man kan finde på internettet, eller man kan for dens sags skyld lave sit eget baggrundstapet med kæresten eller børnene. Men den slags kan såmænd også blive kedelige at se på, det er jo blot stillestående billeder. Men det er der heldigvis råd for, med DreamRender kan man få opfyldt selv de vildeste drømme om et levende skrivebord. Man kan for eksempel få underlige former med syrede farveskift på skrivebordet, flyvende luftballoner, der langsom svæver rundt mellem ikoner og åbne vinduer eller en faretruende meteorsværm, der har kurs direkte mod Jorden. Folkene bag programmet kalder de forskellige animationer for drømme, og der følger 22 forskellige drømme med programmet. Man kan skræddersy de enkelte drømme, så der for eksempel er flere eller færre meteorer, som truer vor klode, eller man kan ændre på meteorsværmens retning, hvis man får grumme drømme af at se dem nærme sig vor blå planet. Man kan også skabe sine helt egne drømme ud fra en række grundeffekter, der følger med programmet. Ikonerne på skrivebordet erstattes med ikoner, som DreamRender laver, dermed bliver det også muligt at tilpasse ikonernes størrelse, og eventuelt fjerne ikontekserne. Man kan selvfølgelig også vælge helt at fjerne ikonerne, ligesom man kan fjerne alle programvinduer og proceslinie, så man kan nyde de flotte drømme på skærmen. DreamRender kan for øvrigt også bruges som pauseskærm. Man kan hente mange flere drømme og effekter på programmets hjemmeside, hvor man desuden finder et diskussionsforum. DreamRender er shareware. Der er ingen tidsbegrænsning på brugen af programmet, i stedet præsenteres man for en flyvende reklame, der først forsvinder når man registrere programmet formedelst 16 engelske pund. Kåret til Ugens Download af Politiken Internet, hvorfra også denne anmeldelse er sakset.
http://www.dreamrender.org
Link ikke længere aktivt!
http://www.politiken.dk/internet
|
|