|
|
Skisport truer schweizisk vandreparadis
|
Mandag, 17.12.01
|
Jeg har andetsteds her på sitet udførligt beskrevet de mange muligheder for både vandring og bjergbestigning der findes i den sydligste del af Saastal i Schweiz, men noget tyder på, at det måske kun er en stakket frist man kan nyde naturen her. I det forløbne år har et entreprenørselskab 'Interreg-II-Monte Moro' foretaget en forundersøgelse om at forsyne hele den schweiziske del af Monte Moro med et system af svævebaner, skilifter og ditto pister. Indtil nu er hele dette område, når man ser bort fra den opdæmmede Stausee Mattmark forblevet et vidunderligt og roligt vandreområde, som tilmed delvist er fredet. Men sådan skal det ikke være. Naturen, det billige skidt, skal udraderes og må ikke stå i vejen for fremskridtet! Planerne går på at bygge en gondolbane fra dæmningskronen ved Distelalp til toppen af Spechhorn (3189m) og en anden fra Stafilti nær søens sydende til toppen af Joderhorn (3036m), en svævebane fra Seebach nær Stafilti til Seewjinenhorn (3205m) og skilifte til Steinchalchhorn (3333m) og Schwarzberghorn (3609m) for derved at udpiste Seewjinen- og Schwarzberggletscher. Og som om det ikke var nok skal der også bygges en bjergbane der skal forbinde dæmningen med Britanniahütte samt til slut en 3,5 km lang tunnel der skal forbinde dette nye skicirkus med den italienske side af Monto Moro, der allerede er udbygget med svævebane og skilifter. Hvis dette forehavende gennemføres vil det markant ændre naturoplevelsen for vandrere i Mattmark-Monte Moro området, hvor man jo netop for et par år siden under stor festivitas har åbnet den sammenhængende vandresti rundt om Monte Rosa. Og de store, øde bjerglandskaber omkring Schwarzberggletscher vil for alvor blive forandret. Man må blot håbe på, at det ikke vil være muligt at finde nogen der vil finansiere det 160 milloner schweizerfrank dyre projekt - godt og vel 800 mio danske kroner.
Mattmark
|
|