Det er lyden af sprøde tangenter bestøvet med knitren og knas. Af interferens, af blæret lak og emulsion, der smuldrer ved berøring. Tiden som en elektronisk ladet tåge. Partikler svirrende i de romantiske forbilleder. En enkelt tone falder i en forestillingsverdens lukkede rum og lander i et fjernt spøgelsesagtigt ekko af et overdådigt skruds svisj-svisj-svisj hen over et gammelt gulv. Dengang 'Kameliadamen' forførte og nu igen gør det på Gladsaxe Teater. Men med Martin Hall i rollen som komponist er man meget langt fra at lade 'Kameliadamen' gå 'Gøngehøvdingen' i bedene. Martin Halls CD 'Camille' har fået betegnelsen "original soundtrack". Ligesom i filmens verden. Men Halls musik har på CD'en en langt mere selvstændig eksistens, end soundtracks som regel har. Her er både stemning og struktur. Musikken opleves ikke som en kode til en handlingsgang, men som en på en gang altmodisch og moderne forestilling om den smukke demimonde Marguerite Gautier fra Dumas berømte drama. Musikken er et parfumeret klassisk afsæt, kølet ned og brugt helt efter eget hoved i mødet med moderne studieteknik. Det er første gang, Martin Hall har lavet musik til en opsætning som 'Kameliadamen', men Hall har igennem meget af sin mere end tyveårige karriere arbejdet med uortodokse krydsninger mellem det klassiske og moderne univers. Han har som få andre herhjemme arbejdet bredspektret med at skabe mange forskellige slags musikalske forestillinger. Som musik er 'Camille' overvejende en instrumental forestilling, men den dansk-italienske mezzosopran Andrea Pellegrini synger bl.a. på '48/40' og 'Gloria' blodrødme i Halls krystalapparat. Titlerne er klart udmalende for stemningen: 'Frostpowder', 'Lucid', 'Clinical Detachment'. Mindre heldigt er det, at Katja Andersson slutter seancen med 'Late August'. Den står som en modsætning til indledningen med 'Camille's mere abstrakte og mesmeriske titelnummer. Man skulle næsten tro, der har været et krav om en afsluttende signatursang. Fortryllelsen brydes. Hvilket selvfølgelig er en naturlig nok funktion for et sidste nummer, men oplevet som værk havde det været mere passende at slutte i et fortsat tonefald end i en rytmeboks. Anmeldt i Politiken af Kim Skotte.
http://www.martinhall.com