For mange vordende bjergbestigere er det en stor ønskedrøm at bestige en af de 59 bjergtoppe i Alpene, hvis højde runder de magiske 4000 meter - eller hvor mange toppe det nu er, alt efter hvordan man nu sætter kriterierne. Og når det så lykkes at bestige én 4000'er vil man jo gerne have én mere. Og så én mere, indtil man så har besteget de syv-otte toppe som er ganske lette at nå, og det så begynder at blive sværere. Men når nu man endelig har slæbt sig hele vejen op i firetusind meters højde, hvorfor så ikke tage nogle stykker af slagsen nu man er i gang? Det må være en sådan tankegang schweizeren Raphael Wellig og tyskeren Uli Beisel har haft, da de en eftermiddag i august tog af sted fra svævebanestationen på Klein Matterhorn. For efter en vellykket bestigning af Breithorn vendte de ikke tilbage til svævebanen, men fortsatte østover i retning af Monte Rosa. Og kl. 15 den følgende eftermiddag stod de så på toppen af Nordend, den nordligste af de mange 4000'ere i Monte Rosa-massivet. Monte Rosa er jo et gudsbenådet sted, hvad 4000'ere angår, idet ikke færre end ni 4000'ere findes her, og ved at starte ud med Breithorn har de gjort samme nummer som jeg selv gjorde i 1984, blot har de taget alle Monte Rosa-toppe med og gjort det på den halve tid. Meldingen fortæller ikke præcist hvilke toppe de har besteget, men når man kender området må det være toppene Breithorn, Pollux, Castor, Liskamm og så de ni Monte Rosa-toppe. Med mindre altså de har sprunget den sværeste af dem (Liskamm) over og besteget Balmenhorn i stedet, som af nogle stadig betragtes som en 4000'er. For det er da pudsigt at de tilrettelægger turen således, at Liskamm skal bestiges ved midnatstide, hvor ingen kan se om de bestiger toppen eller traverserer nedenom over Naso?
http://www.bergsteiger.de
Hvornår er en top en top?