|
|
Deeq Ahmed Mohamed vender hjem
|
Søndag, 03.03.02
|
Den nu 18 år gamle dansk-somaliske dreng Deeq Ahmed Mohamed, der for over halvandet år siden blev efterladt af sin mor i Etiopien uden penge, pas eller andre former for papirer, får nu lov til at vende hjem til Danmark. Moren, der indtil 18-års dagen havde forældremyndigheden over Deeq, har hele tiden fastholdt at han skulle blive i Somalia eller Etiopien, men efter Deeq selv blev myndig ved det fyldte 18 år har Udlændingestyrelsens besluttet at Deeq kan vende hjem, en beslutning der blev meddelt dagen efter at Deeq fyldte 18 år. Deeqs mor har ikke ønsket at få sin søn tilbage til Danmark. Han bosætter sig nu i Brønshøj hos Amelie Wadi, talskvinde for en lille dansk støttegruppe, der samlede ind for at skaffe penge til Deeqs husleje og udgifter til mad mens han boede i Etiopien. "Det er en dejlig dag; den har vi ventet på i over et år", siger Amelie Wadi, der ihærdigt har forsøgt at få såvel Udlændingestyrelsen som politi og lokal socialforvaltning til at gribe ind over for moren, der efter Amelie Wadis mening helt klart overtrådte loven om forældremyndighed. Ifølge loven skal 'forældremyndighedens indehaver drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov'. "Det kan man ikke sige, at Deeqs mor har gjort, snarere tværtimod", siger Amelie Wadi, der imidlertid ikke kunne overbevise myndighederne. Så længe Deeq var ude af landet havde de ikke lovgrundlag for at gøre noget. Og Udlændingestyrelsen holdt sig kun til reglerne om forældremyndighed uden at skelne til andre love eller børnekonventionen. Deeq, der taler bedre dansk end somalisk, har tidligere søgt at komme tilbage til Danmark for at genoptage den afbrudte skolegang, der så pludselig blev afbrudt. Men Udlændingestyrelsens første afgørelse var et nej, netop med henvisning til morens holdning og loven om forældremyndighed. Kilde: Peter Wulff Kåri, Politiken
Foregående klumme herom
|
|