Jeg har tidligere her i min klumme omtalt historien om den andalusiske landsbypræst José Mantero, der som den første spanske præst ever offentligt har meldt ud om, at han er bøsse. Hvilket selvfølgelig gav anledning til trusler om bål og brand fra de spanske biskopper, som nok mente at vide bedre om, hvad der er syndigt og hvad som kan forsvares. For José Mantero har ikke blot offentligt gjort opmærksom på, at han er til fyre, han pryder sågar forsiden af februarnummeret af det spanske homomagasin Zero, hvor han ikke blot bekendtgør at han er bøsse, men også opfordrer til at det af den katolske kirke påtvungne cølibat skal gøres valgfrit. De spanske kirkeledere raser, og biskoppernes talsmand slog fast, at kirken betragter homoseksuelle som syndere og moralsk fordærvede. En enkelt af dem betegnede tilmed uden omsvøb José Mantero som "syg" og "unormal". Men den samme biskop skelnede imidlertid i sin bandbulle mellem præster, der føler sig som homoseksuelle, og de formastelige, der åbent forsvarer sex mellem mænd som en naturlig ting. For det er lige præcis her, at skoen trykker, for hvis man satte samtlige præster med homoseksuelle tendenser fra bestillingen ville adskillige prædikestole stå tomme rundt omkring i den katolske verden. Problemet bliver nemlig først alvorligt, når man som José Mantero står åbent frem, og samtidig agiterer for, at cølibatet skal være valgfrit. Mange katolske præster, homo- såvel som heteroseksuelle, kunne meget vel tænkes at have større sympati for den idé, end Vatikanet bryder sig om. Og i lokalbefolkningen nyder Mantero da også stor respekt. For som en af de lokale, Antonio Delén, siger til det lokale dagblad: "Jeg har aldrig brudt mig om hverken homoseksuelle eller præster, men nu har jeg for første gang fået respekt for dem begge. Det kan godt være, at han er bøsse, men han har nogle ordentlige nosser." - hvor han så end ved det fra!