Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 5. mar. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Montblanctunnellen genåbner Tirsdag, 05.03.02

Lige siden katastrofebranden i Montblanctunnellen i marts 1999 har der været fred og ro - sådan da - i bjergbestigermekkaet Chamonix. Med den trafikalt vigtige tunnel mellem Frankrig og Italien effektivt blokeret har tusinder af bilister, og især lastvogne, måtte finde andre veje til deres transittrafik, hvilket har gjort hele Chamonixdalen et mere behageligt sted at opholde sig. Væk er de endelige trafikkøer op ad bakkerne mod Chamonix, og væk er den evindelige smog, som især i vinteren kunne hænge i dagevis over dalen. Men til alle jer derude: Nyd det, så længe det varer, for fra på lørdag er det for sent. I de mellemliggende tre år har man arbejdet både fra fransk og italiensk side på at genåbne tunnellen, og denne gang med lidt bedre sikkerhedssystemer. Oprindeligt var det meningen, at tunnellen skulle genåbne i sommeren 2001, så blev det september, så november og december. Men nu skulle det ifølge Reuters være så tæt på at det er alvor, og tunnellen er meddelt at skulle genåbne på lørdag, dog ikke for alle køretøjer. Ifølge franske og italienske sikkerhedseksperter skulle tunnellen nu være klar til personbiler og lette køretøjer, mens den tunge godstrafik, som er hovedsynderen i den kraftige forurening af dalen, fortsat bliver holdt udenfor, i det mindste et par uger endnu, indtil man har lavet de fornødne praksistests med tunnellens nye sikkerhedssystemer. Og dermed lader man hånt om de 97% af befolkningen, der mener at den tunge transittrafik ikke gavner indbyggernes sundhed - snarere tværtimod.
Weblog 26. august 2001

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.