Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 6. mar. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nul sprut til de unge Onsdag, 06.03.02

Det kan ikke være nogen hemmelighed, at livet i storbyens nat er blevet mere råt. Slagsmål og skænderier er efterhånden fast bestanddel af dagens uorden, og alt for normalt er det, at der er alkohol indblandet. For kendt er det jo også, at tolerancetærsklen falder med stigende alkoholindtag. Men det skal der nu sættes en stopper for. I et forsøg på at mindske volden blandt berusede unge i nattelivet vil justitsminister Lone Espersen nu hæve bødestraffene klækkeligt for at bremse de restauratører, der serverer alkohol for unge under 18 år. Hvilket sker i erkendelse af, at langt det meste af volden finder sted, når både gerningsmænd og ofte har alkohol i blodet. Bøderne er i dag så små (600 kr.) at de ikke har nogen præventiv effekt, og størrelsen står ifølge ministeren slet ikke i et rimeligt forhold til fortjenesten ved ulovligt at lange alkohol over bardisken. Den skærpede kurs mod diskoteker og værtshuse er et led i regeringens nye handlingsplan mod volds- og ungdomskriminalitet, som ministeren offentliggør i morgen. Ifølge vicedirektør Lone Njor, restauratørernes arbejdsgiverforening, vil foreningen gerne indgå i en dialog. Men hun peger på, at også de unge bør kunne idømmes bøder for at snyde sig til alkohol. Men hvis Lone Espersen tror hun kan løse problemet med fulde unge i gaderne ved at sanktionere de offentlige udskænkningssteder, så har hun sandsynligvis aldrig befundet sig i et S-tog med kurs mod centrum ved midnatstide. For langt størsteparten af de unge drikker sig jo ikke fulde når de er i byen - for de er allerede fulde når de kommer. Mange unge har slet ikke råd til at drikke sig fuld på et værtshus, og langt de fleste 'varmer jo op' hjemmefra med pils og billig sprut købt i supermarkederne, og når de kommer i byen skal de bare lade branderten køre. Så hvis man vil skride ind mod ulovligt salg af våde varer til unge skulle man da hellere indføre et legitimationskrav ved salg af alkohol til unge i supermarkederne - hvis det er det man ønsker.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.