Det var moderen, der sendte den vandreglade søn på klatrekursus. Når han var så begejstret for naturen, var det sikkert bedst, at den 15-årige knægt lærte at klare sig i vanskeligt terræn. Men hun havde nok ikke troet, han ville blive så betaget af sporten. Den kom snart til at fylde det meste af hans liv - indtil det en halv snes år senere var tæt på at gå galt i Alperne. Den nu 27-årige Ravn Hamberg kender både fryden og gyset ved at bestige klippevægge, som ellers synes uovervindelige. Han tabte sjælen til klatringen på det første kursus på Kullen. "Det var noget af det sjoveste, jeg havde prøvet. Det var en helt fantastisk naturoplevelse," husker han i dag. Og så var han ellers i gang. "Det har noget med udfordringen at gøre - at man kan overvinde en stor klippevæg. Det er en stor tilfredsstillelse", siger han. Han har klatret i Europa, Asien og Nordamerika. Nogle af de største oplevelser har han haft på en nærmest lodret klippevæg i nationalparken Yosemite i Californien. Han har klatret op ad den omkring 1000 meter høje væg i alt fire gange ad forskellige ruter. Den hurtigste tur tog fem dage, men den sværeste varede ni dage. Der er ingen lette nødudgange, når klatringen først er begyndt. Når deltagerne ikke klatrer, hviler de på små hængekøjer, som de fæstner til klippen med bolte. Klatrerne skal have alt udstyr med fra starten. De kan ikke få nye forsyninger undervejs - heller ikke hvis de taber udstyr. "Man bor på væggen. Jeg har klatret fire forskellige ruter op ad den væg. Den ene rute er nok den sværeste, nogen i Danmark har gennemført", siger Ravn Hamberg. Det er der, han har haft nogle af sine bedste rejseoplevelser. Yosemite har et behageligt klima. Det er varmt. Klatrerne er fri for vintertøjet, og der er ingen sne. Så der er ingen fare for pludselige laviner. Neden for klippen er der en campinglejr, hvor klatrerne bor mellem turene. De finder en makker ved at sætte en seddel op på lejrens opslagstavle. Og så tilbringer de ellers tiden med at forberede sig og samle kræfter. Mange tager flere klatringer op ad klippevæggen. Og så er det nødvendigt med flere ugers pause til at hvile og spise. Ellers slipper kræfterne op undervejs, når det næste gang går opad. Men hvorfor klatre så meget? Bjergene ser da også smukke ud fra neden? "Det er ikke lige så intenst nede i dalen. Når man står på toppen, føler man virkelig, at man er ude i den vilde natur. Bjergene ser måske lige så smukke ud nedefra. Men udfordringen gør en forskel. Det med at man udfordrer sig selv for at se, hvor stærk man er, og hvad man kan klare", siger Ravn Hamberg. Som årene gik, blev udfordringerne større. Jo vildere, jo bedre - også selv om risiciene steg. To af hans tidligere klatrekammerater er omkommet i bjergene, men det vil han helst ikke tale om. "Der er ingen grund til at lægge så megen vægt på det. Der er en risiko, og den er man opmærksom på, når man klatrer. Men man tænker, at man ikke selv er uheldig. Det er lidt det samme i trafikken, hvor man tror, man ikke selv bliver ramt. Det er også en del af udfordringen, at man sætter så høj en indsats og så alligevel kan styre det", siger Ravn Hamberg. Han indrømmer gerne, at han af og til har været bange. Det kan man ikke undgå som klatrer, mener han. Men da han og en kammerat en decembernat blev fanget på en isvæg i Alperne, blev det for meget. Lavinerne føg om ørerne på dem natten igennem. De fik ikke et øjebliks søvn på den hylde, de havde hugget ud i sneen. Næste dag lykkedes det dem at gå tilbage til den hytte, de var startet fra. Men kammeraten havde svære forfrysninger i hænderne og måtte evakueres med helikopter. Det lykkedes lægerne at redde hans fingre, men det kostede et par uger på hospitalet. "Jeg kom til at tænke på, at det måske ikke var risikoen værd. Jeg blev ved at klatre i nogen tid, men det mistede langsomt magien", siger Ravn Hamberg. På det tidspunkt havde han i flere år brugt næsten al sin tid på klatringen og kun haft småjob indimellem. Nu fandt han ud af, at han ville have en uddannelse, og så var han nødt til at lægge livsstilen om. I dag er han under uddannelse til reklamefotograf og har lagt klatringen på hylden. Han overvejer at sælge det meste af udstyret, men de gode minder kan han fortsat glædes over. "Klatringen har givet mig nogle oplevelser, som jeg ikke ville være foruden. Jeg kan blive helt varm indeni, når jeg tænker på dem. På en måde kunne jeg godt have tænkt mig at fortsætte med at klatre, men så ville ruterne blive så svære, at det måske ikke helt er det værd", siger Ravn Hamberg.
Ravn Hamberg er blevet interviewet af Henrik Groes Petersen, og interviewet er bragt i dagens udgave af Politiken.
http://www.politiken.dk