Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 17. mar. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  DM i langtidspiberygning Søndag, 17.03.02

I weekenden blev to lidt usædvanlige danmarksmesterskaber afholdt. Det ene var såmænd reelt nok, da det var det danske mesterskab i sportsklatring, som blev afholdt i Københavns Klatreklubs lokaler på Sundholm i går. Og selv om sportsklatring stadig er en minoritetssport er det trods alt en reel sport. Men en reel sport kan man måske med rette betvivle det andet danmarksmesterskab udgjorde, idet det var det årlige mesterskab i langtidspiberygning der blev afholdt i dag. Og da jeg ellers normalt beskæftiger mig med bjergbestigning og klatring her på siden vil jeg for en gangs skyld kigge nærmere på de tilrøgede lokaler i Grøndalcentret. Som det altid gælder ved DM i langtidspiberygning får hver deltager udleveret en helt ny pibe, denne gang en mørk Stanwell, tre gram Sweet Dublin Mixture, en pibestopper af træ, to tændstikker samt et enkelt ark A4. Intet andet. Og så gælder det ellers om at få tændt piben rigtigt og holde dampen gående længst muligt, eller i hvert fald i længere tid end konkurrenterne. Og ser man ned gennem Grøndalcentret ser man hundredevis af piberygere sidde ved langbordene. Dæmpet og tyst triller herrerne med lette håndbevægelser pibestopperen rundt i piben, hvorpå piben med et bestemt slag bankes mod bordet. Med rynkede pander og sammenklemte læber kigger de koncentreret ned i piben, imens begge hænder knyttes omkring den og skaber et lille mørke, for at lede efter gløden. En efter en går piberne (og rygerne) ud, og til sidst er der kun få tilbage. Spændingen stiger, for det gælder om at holde hus med gløderne. Ved mistanke om at nogen lurepasser kan dommerne kræve at se røg, og hvis ikke man kan producere blot en lille røgsky erklæres piben for udgået, og rygeren må følge trop. Efter 2 timer og 35 minutter er vinderen fundet, og det blev Mogens Poulsen fra Sydsjællands Pibelaug, som herved kunne erhverve sig den eftertragtede titel. Mesterskabet blev som sædvanligt arrangeret af Nordisk Tobakskollegium, og nærmere oplysning om DM og om lokale pibeklubber kan findes på deres hjemmeside.
http://www.n-t.dk/dm.html Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.