|
|
Om ikke at komme til kort
|
Torsdag, 21.03.02
|
Uanset om man står midt i Århus midtby eller på den argentinske pampas kan det være meget rart at vide hvor man er, og hvordan man finder frem til det nærmeste vandingshul. Hvis man nu er på hjemmebane har man sandsynligvis en landkending med hjemmefra, men er man i fremmede egne kan det være en ganske anden sag. Og er man den heldige besidder af en GPS kan man da godt finde ud af, hvilken længde- og breddegrad man befinder sig på. Men det er ligesom ikke nok, man mangler noget essentielt. Man mangler et kort. Og så er det (selvfølgelig) så heldigt, at hvis man søger de rette steder på nettet kan man finde snart sagt alle de landkort man måtte have brug for. Prøv for eksempel www.mapcentral.com, som nærmest er at betragte som hele verdens Krakkort. På siden kan man både finde større oversigtskort over hele lande og derefter zoome ned til gadeplan i alle verdens større byer. Det er endda også muligt at få kørselsinstruktioner i de enkelte lande, så siden er et oplagt sted at besøge hvis man vil planlægge bilrejser eller bare se hvor langt der er fra Nørre-Nebel til Napoli. En lignende service for de europæiske lande kan man finde hos www.shellgeostar.com, som jeg tidligere har anmeldt her i min klumme, men hvis man specifikt vil kigge på områder i Danmark bør man surfe ind på www.kortal.dk, som er database med luftfotos af Danmark som er optaget og vedligeholdt af Kampsax. Også her tager man udgangspunkt i et oversigtskort, og ved at downloade et lille program kan man zoome ned til den mindste badebro på Samsø. Kortal er et fantastisk sted at studere Danmark på tæt hold, og det er imponerende, hvor detaljeret kortet kan blive.
http://www.mapcentral.com
http://www.kortal.dk
|
|