Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 22. mar. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Yderligere 103 bjerge frigivet i Nepal Fredag, 22.03.02

Med virkning fra 1. marts 2002 har det nepalesiske turistministerium annonceret en udvidelse af det antal bjerge der kan bestiges legalt med hele 103 toppe. Dette sker efter at der i nogle år har været megen debat om en forestående udvidelse af bestigningsmulighederne. Men efter en midlertidig udvidelse med 10 bjerge i 1998 under turiståret Visit Nepal Year og yderligere 9 toppe i 2001 var der vel næppe nogen som havde forventet en så kraftig udvidelse af det antal bjerge man nu kan bestige legalt i Nepal. Sammenlagt er der nu hele 263 bjerge som der kan søges tilladelse til, og blandt de mange nye finder man interessante toppe som Chago 6893m (en sidetop til Makalu som også var en potentiel bestigningsmulighed under Makaluekspeditionen i 1997), Peak 43 eller Pyramid Peak, 6779m (den berømte og smukke top ved den sydlige udmunding af Barungletscheren) og Peak 41, 6649m (den på det seneste så omdiskuterede top på nordsiden af Mera La, som er mistænkt for at være den 'ægte' Mera Peak, idet de officielle koordinater for Mera Peak bedre matcher Peak 41 end den top, som alle i dag betragter som Mera Peak). Interessant er det også, at en pæn del af de nye toppe også er ubestegne - i hvert fald officielt. For en del af toppenes vedkommende hersker der dog endnu nogen usikkerhed om, præcist hvilket bjerg der er tale om, idet der endnu ikke er frigivet de præcise koordinater for toppene, men den nye liste vil med sikkerhed blive læst med stor interesse blandt vordende himalayister. At der nu pludselig frigives så mange toppe skyldes officielt det internationale bjergår 2002, men der kan ikke være tvivl om at den trængte nepalesiske turistvirksomhed også har haft sin indflydelse, idet antallet af besøgende for første gang i mange år viser faldende tendenser, på grund af regeringens kampe mod de maoistiske oprørsgrupper samt en generel nedgang i den internationale turisme efter 11. september. Men det er et længe efterspurgt tiltag, og nu mangler vi blot at de høje peakfees bliver mere moderate, så kan det igen blive sjovt at tage til Nepal.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.