Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 23. mar. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Jarre-koncerten i Danmark er endnu ikke sikker Lørdag, 23.03.02

Det trækker fortsat ud med det endelige grønne lys for gennemførelsen af to store udendørs koncerter med den franske verdensstjerne Jean-Michel Jarre blandt nordjyske vindmøller. Muskelsvindfonden står for det praktiske arrangement, og fondens indsamlingschef, Peter Sand, måtte i sidste uge med ærgrelse konstatere, at en mulig samarbejdspartner sprang fra. Dermed skal arrangørerne ud og finde mindst fire mio. kr. fra en eller flere nye spnsorer. "Det er ærgerligt, men ingen katastrofe, og jeg tror fortsat på, at arrangementet med Jean-Michel Jarre er så unikt, at det vil lykkes os at få finansieringen på plads. Vi må bare erkende, at vi er lidt længere fra målet end vi håbede på," siger Peter Sand til Ritzau. Foreløbig har Aalborg Kommune tegnet sig for en underskudsgaranti på 2,5 mio kr. og afsat en halv million til PR. Det ligger også fast, at vindmøllefabrikken NEG Micon bakker projektet op. Dertil kommer igangværende forhandlinger med flere samarbejdspartnere, som der dog endnu ikke er skrevet kontrakt med. "Vi regner med, at vi p.t. samlet har udsigt til 10-12 mio. kroner. Men for at vi kan trykke på knappen og sige kør, så skal vi finde fire-seks mio. kr. mere. Dermed har vi sikkerhed for udgifterne til den franske del af produktionen og mangler kun omkostningerne til selve den danske del af afviklingen, og så skal det nok gå," mener Peter Sand. De to koncerter i Gl. Vraa Enge med Jean-Michel Jarre under titlen Aero er planlagt til den 6. og 7. september. Ideen kommer fra Jarre selv, der tidligere har stået for en række tilsvarende spektakulære kæmpekoncerter ved bl.a. pyramiderne, Akropolis, Houston og Den himmelske Freds Plads i Kina.
http://www.jeanmicheljarre.com

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.