Umiddelbart før påske kunne jeg ikke undgå at blive småforarget over en artikel jeg læste i et af dagbladene. Det var den så velkendte meteorolog Henrik Voldborg, der causerede lidt over det utrolige i, at henved 25% af befolkningen føler sig i stand til at forudsige vejret - og tilmed gør det med ganske stor sikkerhed, i hvert fald inden for det første par dage. Og dette uden brug af avancerede måleinstrumenter, satellitinformationer og state-of-the-art computere. Og ind imellem sågar med større sikkerhed end meteorologerne selv kan med alt deres isenkram. Ved at læse den artikel kunne jeg dog ikke gøre andet end at trække på skuldrene - Voldborg har åbenbart i alt for lang tid levet det trygge liv med at betragte vejret på sin computerskærm. For ellers ville han vide, at man bliver god til det man træner. Mennesket har i alle sine titusinder af år her på kloden haft behov for at kunne tolke vejret. Måske ikke lige de første samlere, men lige så snart mennesket begyndte at jage sit bytte havde man brug for at vide hvordan vejret ville blive, da byttet ofte reagerede herpå. Og da mennesket senere begyndte at dyrke jorden var det i høj grad vitalt at vide hvornår man skulle så, luge og høste. Selv den dag i dag tror jeg nok de fleste landmænd har en udmærket fornemmelse for, hvordan vejret vil udvikle sig i den nærmeste fremtid. Og som bjergbestiger har jeg selv også brug for at kende vejret ud i fremtiden. Det kan da godt være at vejrudsigten lover godt vejr de næste dage, men mere end én gang har skyerne, vindretningen, temperaturen eller andre indikationer fortalt at vejret nok ikke bliver helt som tiltænkt. Og lidt sådan var det også i påsken, hvor vejrudsigten lovede fint vejr de første fire dage og regn den femte. Men regnen så vi ikke meget til.