Som ægte Converse-aficionado er det herligt at se, at de klassiske gummisko er på vej frem i bybilledet igen. Efter i flere år at have fristet en kummerlig tilværelse på fødderne af primært forskellige rockmusikere, demonstranter i kampuniform og andre hårdtslående fyre ser man nu tegn på, at de klassiske Chucks er på vej frem blandt den brede befolkning igen. Ligesom ovennævnte fyre ikke kan tillade sig at risikere at tabe skoene i kampens hede, ligeså har det i mange år været et af mine argumenter for i stor udstrækning at gå med Converse Hi-Tops. Ganske vist spiller jeg hverken spade eller kaster med brosten, men det er alligevel en rar fornemmelse med et par sko, der er snøret solidt om foden og ikke blot falder af ved den første ujævnhed. Og siden jeg for første gang tog dem med til bjergene for over 15 år siden har de været fast del af min bagage. De kan måske være lidt hårde i starten, men når først de er gået til er de noget af det mest behagelige fodtøj jeg kender. Man skal blot ikke gå for langt på asfalt med dem, dertil er affjedringen utilstrækkelig, men man har glimrende kontakt med underlaget, hvilket skyldes skoens fortid som basketballsko, og som i dag kommer mig til gavn ved en hyttetilgang eller en lettere bjergbestigning, hvor der næppe findes andre støvler der står lige så godt fast på klipper og blokmark som et par slidte Chucks. Med friktionssko dog som en mulig undtagelse. Men min seneste anskaffelse vil dog næppe komme med i bjergene foreløbig. For da jeg i går sammen med en god kammerat vandrede gennem Køge midtby kom vi forbi en butik der solgte Converse, og heriblandt et par flotte sorte med gule og røde flammer langs med siden. "Sådan et par må du da ha' dig" sagde min kammerat, og det måtte jeg selvfølgelig. Og inden der var gået fem minutter var de mine, for sådan et par havde jeg ikke set i København. Så hjem til samlingen med dem!