Mogadishu 1993. Somalia ligger i borgerkrig, og en rebelsk despot har taget magten over centrale dele af landets hovedstad og regerer med hård hånd. Sulten er hans våben, og gang på gang bemægtiger han sig FNs nødhjælpsforsyninger. Og alle dem som er afhængige af disse forsyninger er nødt til at danse efter hans pibe hvis de vil have blot lidt brødkrummer på bordet. Det amerikanske militær overvåger situationen fra deres nærliggende base og tænker, at hvis de lige sådan bare kunne pille denne despot ud kunne der måske blive mere velordnede forhold i både Mogadishu og resten af landet. Det er en ren rutineoperation som vil være overstået på ti minutter. Dette er baggrundshistorien i den seneste krigsfilm Black Hawk Down. Men som de fleste vil vide slår operationen fejl, og idet amerikanerene ikke har sikret sig med den nødvendige back-up bliver de fanget i et baghold i centrum af byen. Og da først to af de helikoptere, der skal pille soldaterne ud og fragte dem hjem til basen, bliver skudt ned, er tilbagetoget umuligt. Det er en noget anderledes film, der ligesom Saving Private Ryan ganske udmærket skildrer den usikkerhed der er ved at udkæmpe en kamp på fremmed jord. Men i Black Hawn Down er fjenden ofte usynlig, som når soldaterne løber ned gennem en øde gade, hvor der fra hvert vindue kan komme en byge af kugler. Eller også materialiserer fjenden sig som en hob af bevæbnede borgere der blot vælter frem, totalt ligeglade med udsigten til at blive kanonføde. Filmisk er det en meget flot film, hvor der er gjort meget ud af autenciteten, som i scenen hvor en soldat rammes af de gloende varme patronhylstre der drysser ned ovenfra. Eller den gennemsyrende utryghed når natten falder på i fjendeland. Men når filmen er slut undrer man sig over, hvad amerikanerne egentlig skulle i Mogadishu efter, og hvis missionen var så vigtig, hvorfor så ikke sikre sig en pålidelig back-up i stedet for de sårbare helikoptere? Men sådan er det nok i krig: Don't ask, just shoot!