Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 17. apr. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Lhotse Middle besteget Onsdag, 17.04.02

Det er nu over 40 år siden at det sidste 8000m-bjerg blev besteget, da et kinesisk hold i 1960 første gang besteg Shisha Pangma. Men ud over de 'officielle' 14 toppe over 8000m findes der en række andre, skal vi kalde dem underordnede toppe, som også er over 8000m høje, men af den ene eller den anden grund ikke er blevet fundet værdig til optagelse blandt de 14. En af de mest eftertragtede, og samtidig med 8413m den højeste ubestegne af disse, har i mange år været Lhotse Middle, et markant klippetårn som hæver sig circa midtvejs på graten mellem Lhotse Shar og Lhotses hovedtop. Denne lange grat består af en smal og vanskelig klippegrat, der samtidig er den vanskeligste del af "The Everest Horseshoe" fra Everest til Nuptse. Hidtidige forsøg på at nå Lhotse Middle har gået på at nå toppen ad graten fra enten Lhotse eller Lhotse Shar, men alle forsøg var blevet afbrudt på grund af gratens vanskeligheder. Men sidste år lykkedes det en russisk ekspedition, ledet af Sergei Timofeev ved en taktisk ruteplanlægning at nå toppen af Lhotse Middle. I stedet for at forsøge sig over graterne besluttede russerne at følge et ruteforslag fra en anden russer Vladimir Bashkirov, der havde været på de kanter i 1997. Denne rute traverserer under Lhotse fra Everest South Col tværs over den øverste flanke af Kangshung Face til foden af en smal snecouloir, der kommer ned fra graten mellem Lhotse og Lhotse Middle. Denne couloir kan tydeligt ses fra normalvejen fra syd på Everest, og man kan undre sig over, at der ikke er andre der har fundet på den ide før. Den 23. maj 2001 lykkedes det så fire deltagere, heriblandt Timofeev at nå toppen af Lhotse Middle, og dagen efter fulgte yderligere tre deltagere i det første holds spor til højeste punkt. Selv om der nu er fundet en brugbar rute til Lhotse Middle betyder det dog ikke at det er en let rute, idet traversen af den øvre del af Kangshung Face er op til 65° stejl, og det afsluttende 70m høje klippetårn til toppen er habil VI° klatring. Så Lhotse Middle vil fortsat være en sjælden top for de få.
http://www.highmountainmag.com Link ikke længere aktivt!
8000m-toppe i Himalaya

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.