Hvad gør man, hvis en fyr pludselig dukker op midt i storbyen og påstår at han er fra en anden planet? Burer ham inde, selvfølgelig, indtil han er kommet på andre tanker. Dette er den indledende historie i filmen K-Pax, som jeg var inde og se i Cinemaxx i går aftes. Herefter ryger hovedpersonen ind på anstalten og man overværer samtalerne mellem denher stjernefyr og en af psykologerne på klinikken. Men efterhånden finder man ud af at der er noget om snakken, når fyren siger han kommer fra planeten K-Pax, især i en overbevisende scene, hvor han inde i et planetarium indtegner sin hjemplanets bane samt de nærmeste stjerner på et stjernekort, som herefter viser sig at kunne løse et problem d'herrer stjerneforskere har tumlet med i rum tid. K-Pax er ikke nogen actionfilm, og for det meste triller den bare stille og roligt derudad. Til gengæld er filmen ret så stærk på det psykologske plan og giver en del at tænke over. Pudsigt nok er man egentlig aldrig rigtig i tvivl om, at fyren rent faktisk kommer fra en anden planet, og på den måde er filmen lidt skuffende, for det ville have været et spændende krydderi at overvære kampen mellem de to parters argumenter, således at man selv filmen igennem kunne spekulere på om har nu var ... eller ej. Som det er nu er det kun stjernefyren der argumenterer for sin påstand, mens psykologen efter nogle overvejelser indrømmer, at sådan er det nok. Hvilket helt eliminerer de spidsfindigheder der kunne ligge i dialogen. K-Pax scorer dog også point på det politiske felt, da filmen forholder sig både kritisk og satirisk til vort eget samfund, især hvor stjernefyren beskriver det samfund han selv kommer fra. Uden dommere og politi, for hvad skulle man dog bruge det til når alle ved hvad der er rigtigt og hvad der er forkert? Hvorefter han hovedrystende konkluderer, at det er utroligt at vi mennesker har holdt os i live så længe. Hvilket han jo kan have så evigt ret i!