Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 27. apr. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Bjergbestigning i Iran Lørdag, 27.04.02

Siger man Iran tænker man vel i første omgang på årtusindgammel kultur, idet det gamle Persien nærmest kan betragtes som den moderne civilisations vugge. Andre vil måske tænke på de iransk-amerikanske konflikter, der i 70'erne udspillede sig under ayatollah Khomeini. Men i nyere tid er det ikke meget man har hørt til Iran, det er snarere Irak der har påkaldt sig opmærksomhed om gennem 90'erne. Og at man kan bestige bjerge i Iran tænker vel de færreste på. Men Iran er faktisk et meget bjergrigt land, især egnene op mod Irak og det Kaspiske hav byder på mange høje toppe. Og den højeste af dem, Mt. Damavand med 5617m ligger kun hundrede km fra landets hovedstad Teheran. Dette og meget mere kan man læse om i den seneste udgave af UIAA Journal, hvor Homayoun Bakhtiyari, medlem af ICC (International Council for Competition Climbing) Management Committee har en minutiøs gennemgang af mulighederne for bjergbestigning i dette noget oversete land. Iran er et muslimsk land, javist, men har slet ikke den samfundsomstødende revolutionære fundamentalisme landet tidligere var berygtet for. Tværtimod har Iran bevæget sig i en moderne retning uden at gå på akkord med religionen. Modsat mange andre muslimske lande kan man som turist føle sig rimelig tryg i Iran, blot man respekterer de lokale skikke og regler. Og jeg har netop erfaret at man faktisk kan komme til Teheran for kun 4000 kr retur, så måske der her ligger en alternativ sommerferie og venter.


Husk nu: TV Turnoff Week 22.-28. april! Som et velvalgt apropos skal jeg i eftermiddag og aften have en god bjergsnak med en af mine rigtig gode venner, så vi kan få lidt ferieplaner på plads. Hvad skal din aften gå med?

Kommentar Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.