|
|
Vandrefalken forsøger sig igen på Møns Klint
|
Tirsdag, 07.05.02
|
Vandrefalken er nok en af de mest imponerende rovfugle herhjemme, kendt af gammel og ung for sin fremragende flyveteknik. I styrtdyk angriber den sit flyvende bytte og slår det bevidstløs ved kollisionen med op til 200 km/h. Hvorefter falken bremser op og fanger byttet, allerede inden det er faldet til jorden. Denne eminente flyver kan klare sig overalt hvor der er flyvende jagtbart bytte, og vandrefalken er også en af de mest udbredte falkearter overhovedet. Derfor var det en tragisk dag, dengang i 1972 hvor Danmarks sidste vandrefalkepar opgav ævred og forlod deres rede på Møns Klint. Den dengang flittige brug af sprøjtemidlet DDT var mere end falkene kunne klare, for enten kom der kun ufrugtbare æg ud af parringen, eller også var de så tyndskallede at skallen brast under moderfalken når den rugede. Og for at føje spot til skade blev reden flere gange plyndret af tyske falkonerer, som derved håbede at kunne skaffe sig en vandrefalkeunge eller to til opdræt. Men det var dengang. I dag har DDT været forbudt i mange år, og miljøet er efterhånden blevet så afgiftet, at der er en reel chance for at falkene vil kunne lægge sunde æg i Danmark igen. Vandrefalken kender dog selv sin besøgstid, og det var først sidste år, at der atter dukkede vandrefalke op ved Møns Klint igen. Der var her tale om et ungt par, hvor hannen blev udruget på Kullen i 2000 mens den et år ældre hun er indvandret fra Sydtyskland. Sidste år var hannen dog ikke kønsmoden endnu og der kom derfor ikke unger ud af det parforhold. Men i år er parret vendt tilbage til Møns Klint, og hannen har nu smidt sin ungfugledragt, er iklædt den flotte blågrå voksendragt og arbejder efter forlydende hårdt på, at der denne gang skal komme småfolk ud af det. Vi kan kun krydse finge og håbe. Og har man selv lyst til at følge med i hvad der sker kan man tage opstilling ved den trappe, der fører fra Hotel Storeklint ned til stranden, så varer det nok ikke så længe inden man hører suset fra stærke falkevinger.
|
|