|
|
Ølfest i Valbyhallen
|
Lørdag, 11.05.02
|
For et års tid siden blev den første danske ølfestival afholdt i Remisen ved Blegdamsvej, og det blev et tilløbsstykke, som kom bag på selv de mest optimistiske arrangører. Fra tidligt til silde stod folk i kø til ned mod Trianglen, og der var mange, heriblandt undertegnede, der måtte gå forgæves, eller i hvert fald fandt ud af at det var sjovere at holde sin egen private ølfestival på et af de nærliggende værtshuse end at stå i kø ned ad Blegdamsvej i snuskvejr. Men Foreningen af Danske Ølentusiaster, som den gang stod for arrangementet, har lært af deres erfaringer, og når de her i denne weekend blænder op for 2002-udgaven af festivalen har de fornuftigvis sørget for mere plads. Så denne gang er det i Valbyhallen, det foregår. Ølfestivallen åbnede i går formiddags, og den vil have åbent lørdag og søndag med. Ligesom sidst vil ølelskere fra ind- og udland mødes om de mere end 300 forskellige slags øl, og hvor der sidste år blev registreret 3.000 besøgende (excl. alle dem der måtte gå forgæves), har man denne gang lovet at der vil være smagsprøver nok, selv hvis der skulle komme 10.000 gæster. Man kan måske undre sig over, at det er et sådant tilløbsstykke med denne ølfestival, men mon ikke det skyldes, at danskerne efterhånden er blevet trætte af det standardiserede danske pilsnerøl, hvor det i (alt for) mange år har været et valg mellem Hof eller Tuborg - eller Faxe hvis man var lidt til en side. Danskerne er jo et berejst folkefærd, og fra de mange ture til udlandet har man lært at øl ikke bare er øl. De Forenede Bryggerier har da de senere år også set skriften på væggen og er kommet med deres Classic-serie, som jo er blevet en ganske udmærket succes. Og senere tiltagene med at producere alternative øltyper i begrænset mængde, såsom de netop udkomne hvedeøl. Og hvis weekendens ølfestival kan være med til at åbne endnu flere danskeres øjne for øllets mangfoldigheder og give de danske bryggerier endnu et puf i retning af en mere alsidig produktion, kan jeg kun ønske festivallen held og lykke. Og Skål!
http://www.ale.dk
|
|