Så er det blevet hverdag igen, efter en herlig lille forlænget weekendtur til det sydtyske. Det er nu meget rart med alle deher helligdage, især hvis man kan forlænge dem med et par ekstra fridage og derved få en miniferie ud af det. Turen gik denne gang til Garmisch-Partenkirchen, og hensigten var at bestige Tysklands højeste bjerg Zugspitze med opstigning gennem Reintal, og med lidt held nedstigning over den berømte Jubiläumsgrat over Höllentalspitzen og tilbage til Garmisch. Helt sådan blev det dog ikke, idet der stadig lå temmelig megen sne, men det vidste vi dog ikke så meget om, da jeg sammen med Jacob kom til Garmisch og vi påbeyndte opstigningen. Reintal viste sig at være en meget længere tilgang end vi havde forestillet os, og det tog over tre timer inden vi blot var kommet ind på kortet, men til gengæld viste det sig at være en utrolig flot dal, og meget mere alpin end man kunne forestille sig ud fra kortet. Bjerghytterne i dalen var knap åbnet endnu, men dog bemandet, og efter at have fået lov til at indtage en bajer på terrassen til den første hytte fik vi bagefter alligevel lov til at sove på vinterrummet. Og ligeså gav den næste hytte os også husly, til trods for at den officielle åbning først fandt sted dagen efter. Så jeg fik den højtidelige ære at kunne skrive mig ind som nr. 1 i Knorrhüttes hyttebog for denne sommer. Nu var det så tid at lave en bestigning, men ifølge hytteværten var ruten op til Zugpitze impassabel med op til fire meter sne i flanken med klatrepassagerne. Og da jeg spurgte om der fandtes andre bestigningsmuligheder var det nedslående svar, at noget sådant fandtes der ikke på dette tidspunkt. Nå, men vi kunne da gå op og kigge på det, og steg op gennem den øvre dal, gemt under et metertykt snelag. Hytteværten viste sig dog at undervurdere de danske vikinger, for ganske vist var Zugspitze overvejende dækket af dybe, skredfarlige sneflader, men områdets næsthøjeste top Schneefernerkopf havde en nordflanke med dyb, men stabil sne. Trekvarters tungt arbejde bragte os til den let isede grat, og snart efter på toppen. Så hvad der ifølge hytteværten ikke burde være muligt, nemlig at bestige en top i Wetterstein på dette tidspunkt, kunne altså alligevel lade sig gøre. Så det var med håndslag og anerkendende ord fra hyttefar vi vendte tilbage til hytten den eftermiddag.
http://www.zugspitze.de
http://www.alpenverein.at/huette/knorrhuette.htm
Link ikke længere aktivt!