|
|
Containerstabler som kontorhus
|
Torsdag, 30.05.02
|
København er i disse år ved at fjerne sig fra havnen. Først var det Kalvebod Brygge der blev bebygget med det ene mastodontiske kontorhus efter det andet, der gradvist har afskåret Vesterbro fra havnen, og gør et forsøg på en havnepromenade til et forhindringsløb i zigzag, ind og ud mellem de store skrumler, der er bygget halvvejs ud i havnen selv, fordi der ikke var plads på den smalle brygge. Med Fisketorvet som den sidste sten i muren er der ikke meget udsigt over havnen mere fra byen. Den forsvundne havneudsigt kan i stedet nydes fra alle de tomme, parkerede biler på Fisketorvets parkeringsdæk, som nu har en af byens bedste havneudsigter. Distanceringen fra havnen standsede dog ikke med Kalvebod Brygges bebyggelse, og man fortsatte i stedet i Nordhavnen, hvor jeg år for år kan konstatere at udsynet til havnen bliver mere og mere glimtvist når toget passerer forbi de mange nye kontorhuse der er skudt op. Et af disse er omtalt i erhvervssektionen af gårsdagens Berlingske, nemlig administrationsbygningen for FIH (Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk), der er placeret på den yderste del af Langeliniekajen. Jeg har godt nok i et stykke tid undret mig over det byggeri, som jo er ganske tydeligt at se fra toget. For i lang tid har der stået et kæmpe stillads på grunden, med hvad der ligner store containerstabler eller plasticpressenninger, der uregelmæssigt hænger mellem de enkelte etager på stilladset og spærrer for udsynet til byggeriet. Der har nu i nogen tid ikke været den store aktivitet ved bygningen, og jeg havde egentlig regnet med at byggeriet var gået i stå fordi lejeren var sprunget fra, eller sådan noget, men nu viser det sig at byggeriet faktisk er færdigt, og det skal se sådan ud! Disse pressenninger er i virkeligheden store aluminiumsskodder, der skal holde det kraftige genskær fra solens lys i vandet ude, og bag disse skodder er der ekstra tykt glas for at holde støjen fra havnens skibe ude. Så er det jeg spørger mig selv: Hvis FIH ønsker at holde både lys og lyd ude, hvorfor pokker bygger de så deres domicil i havnen?
|
|