|
|
Rutebeskrivelsernes version 3.0 skrinlagt
|
Lørdag, 01.06.02
|
Tiden er så småt ved at nærme sig for releasen af vel nok den hidtil største enkelte udbygning af dette site, nemlig den allerede varslede udvidelse af sektionen om bjergbestigning med al information om Mattertal, på samme måde som jeg sidste år gjorde det med Saastal. Imidlertid er Mattertal jo et noget større projekt, der derfor har kostet en del ressourcer. Men jeg er nu ved at være ved vejs ende, og jeg vil tro at Mattertal kan blive lagt ud på viaalpina.dk her midt i juni måned. Et af de største områder i dette nye afsnit er området med rutebeskrivelser i Mattertal. Dette vil mere end fordoble antallet af rutebeskrivelser her på sitet, og det var mig en nærliggende tanke at modernisere opsætningen af rutebeskrivelserne og shine dem lidt op. Til dette formål har jeg her i foråret forsøgt mig med en version 3.0 af rutebeskrivelserne, som jeg har haft ude til høring i en snæver venskabskreds. Men selv om både denne og jeg er ganske tilfreds med udseendet af den nye version på skærmen er det et noget anderledes billede der tegner sig når man printer skærmbilledet ud. Her kommer en del af de enkelte billedelementer til at stå og flagre uden at have så meget kontakt med hinanden, og slutresultatet blev, at hvis jeg gik over til at benytte version 3.0 blev jeg nødt til at have rutebeskrivelserne liggende i to versioner, dels en skærmversion og dels en printerversion. Men dette ville dog betyde en del ekstra arbejde, og da jeg ikke har uanede tidsressourcer til rådighed har jeg besluttet at skrinlægge den nye version indtil videre, indtil jeg finder en simpel måde at lave disse dobbelte filer på, eller måske lagre beskrivelserne som .pdf-filer til download. Men for at arbejdet ikke skal gå helt til spilde har jeg valgt at lægge prototypen ud på nettet. Jeg har taget udgangspunkt i beskrivelsen af Monte Moro, og begge versioner kan ses nedenfor. Kommentarer til version 3.0 modtages gerne!
Monte Moro - version 3.0
Monte Moro - nuværende version
|
|