Som det vel burde være gået op for de fleste, er der bold i TV for tiden. VM i fodbold ruller over skærmene, og selv om jeg tidligere her i min klumme mere eller mindre havde lovet at der ikke skulle tales mere om fodbold her på viaalpina, så er disse fodboldkampe et faktum, der er meget svært at sno sig udenom. End ikke på kontoret er der fred, for når Danmark spiller bold er husets TV sat op i kantinen til fælles benyttelse. Og det betyder, at hvis jeg vil have fat i nogen af kollegerne bliver jeg ofte nødt til at forføje mig ned i kantinen. I dag var endnu en af disse dage med bold, og da jeg havde et uopsætteligt ærinde i kantinen blev jeg nødt til at vove mig derned. Modstanderne på den anden side af banen var Senegal, og jeg må da indrømme, at jeg da var en lille smule interesseret i at se, hvad det var for nogle fyre, der havde spillet sig op fra ingenting i løbet af ganske få år. Men jeg måtte snart fortrække. For efter bare få minutter i selskab med fodboldgalningene skulle man næsten tro, at racismen havde fået frit spil. For det var ikke et fåtal af ubehagelige kommentarer der blev sendt mod de stakkels senegalesere, blot fordi de faktisk kunne spille lige så godt bold som danskerne. Jeg må ærligt sige at jeg følte mig en lille smule flov på mine landsmænds vegne; her i Danmark går vi jo og tror at vi er åh så tolerante, men når det kommer til stykket lader det til at racismen lurer lige under overfladen. For jeg nægter da at tro på, at racismeparagraffen bliver sat ud af kraft, blot fordi elleve danskere spiller bold på den anden side af kloden. For hvis ikke alle disse udfald mod senegaleserne var et udslag af racisme kan det kun tages som udtryk for, at vi i Danmark er nogle dårlige tabere! Nå, men kampen endte efter sigende uafgjort, så min profeti fra min foregående klumme blev da ikke gjort helt til skamme.