|
|
Årets fyr 2002
|
Torsdag, 13.06.02
|
Så er tiden ved at være inde for kåringen af Årets fyr. Der er selvfølgelig tale om den årlige konkurrence Mr.Gay, som vil finde sin endelige vinder ved en stor gallafest den 21. juni. Frem til den 17. april har alle haft mulighed for at melde sig til denne årlige skønhedskonkurrence for bøsser, og i den følgende måned har alle kandidater været udstillet på Heaven (som for øvrigt netop er blevet kåret til byens bedste bøssebar, men det er en helt anden historie). Her har alle haft mulighed for at udvælge de fyre, som man synes skulle have en chance for at gå videre, og ved semifinalen den 17. maj blev der udpeget de tolv nominerede, der skal gå videre til finalen. Og hvad er det så for fyre, som man kan vælge mellem? Ja, alle kandidater ligger nu til offentlig beskuelse ude på Mr.Gays hjemmeside, og ligesom sidste år er der umiddelbart tale om, hvad man vil kalde 'normale' fyre, men efter min mening også måske lidt for stereotype fyre. Jeg synes der er en temmelig stor overvægt af den mere feminine type, og ved et par af fyrene kan man egentlig godt komme i tvivl om det overhovedet er en fyr eller en pige man har for sig. Og det undrer mig lidt, for hvis man virkelig er til fyre, hvorfor er der så ikke nogle ordentlige mandfolk imellem. Men ikke så meget som blot et enkelt behåret bryst er der at finde, til trods for at der ellers bliver eksponeret mandebryster nok. Der er faktisk kun en enkelt fyr som udstråler rigtig maskulinitet, og det er Freddy fra Vejle. Hvis jeg skulle vælge en enkelt kandidat ville det nok blive ham, nåja, og så måske også Michael, som også burde have gode chancer. Men mit bud på en vinder vil nok blive Thomas fra Frederiksberg, som er en ganske almindelig fyr, ikke for feminin, men med et charmerende smil, som nok skulle hive point hjem. Finalen finder sted fredag den 21. juni på Vega, og der er stadig billetter at få.
http://www.mrgay.dk
|
|