Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 18. jun. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Zorb - nu også i Karlslunde Tirsdag, 18.06.02

De fleste kender nok til den drengeleg, der består i at lade sig rulle ned ad en bakke indvendigt i et traktordæk, men det er nok ikke så mange der selv har prøvet det. For helt risikofrit er det nu ikke, især ikke hvis man falder ud af dækket mens det er i fart. Det må der kunne gøres noget ved, var der nogen der tænkte, og tog så skridtet videre: Hvorfor ikke rulle ned ad bakken i en bold i stedet? Zorben var født. En Zorb er en stor og hul plasticbold med en udvendig diameter på små fire meter og en lille skakt ind til den indvendige bold. "Offeret" hvis man kan kalde personen det, kravler gennem skakten ind i den indvendige bold, og herefter mangler vi blot en venlig sjæl, der kan puffe zorben ud over kanten, og ned går det. Personen inde i zorben har ingen indflydelse på, hvilken retning zorben bevæger sig, og vil hurtigt finde sig selv presset op med den indvendige væg i zorben på grund af centrifugalkraften. Æskesjovt. Ideen kommer selvfølgelig fra New Zealand, og i de sidste seks år har man selv kunnet prøve kræfter med zorben og mange andre ting i adventureparken i Chippis ovenfor Sierre i Schweiz. Men nu er zorben også kommet til Danmark, i første omgang dog kun på lejebasis. Det er Søren Nygaard fra Karlslunde, som formedelst 50.000 kr. har købt et eksemplar af slagsen og håber at kunne få lov at bruge den i Hedeland, men som indtil videre er henvist til at udleje den til eventbureauer, overlevelseskurser, polterabendarrangementer og den slags til en dagspris af 4000 kr. Herhjemme vil zorbrideren være fastspændt, men i Schweiz og New Zealand kan man fortsat zorbe uden, centrifugalkraften skal nok holde en på plads. Her kan man også prøve den nye specialitet, nemlig en våd zorbing, hvor der bliver smidt en spandfuld sæbevand ind i zorben inden man bliver sendt ned ad bakken, så skal det nok for alvor blive glat. Og i Colorado laver man en speciel vinterzorbing, hvor zorben bliver sendt ned gennem en halfpipe af is, jo der er muligheder nok for den fantasifulde.
http://www.zorb.com
http://www.bungyniouc.com

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.