Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 27. jun. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  StarOffice 6.0 på gaden Torsdag, 27.06.02

Samtidig med at Microsoft meddeler, at antallet af solgte licenser til Office XP nu har rundet de 60 millioner lancerer firmaet Sun, der spås at være den eneste seriøse konkurrent til Microsoft Office, deres nye kontorpakke StarOffice 6.0. Ligesom Microsofts professionelle version af deres kontorpakke har StarOffice ikke blot tekstbehandling, regneark og præsentationsprogram, men også database, tegneprogram, kalender m.v. og fremstår derfor på elementsiden som et fuldvoksent alternativ til Microsoft. StarOffice har nydt stigende popularitet gennem de seneste år, ikke blot fordi programmet har været distribueret gratis, men også fordi mange firmaer af forskellige grunde har ønsket at satse på en Microsoft-uafhængig platform, ofte kombineret med Linux. Men det med at StarOffice er gratis er der nu blevet sat en stopper for, for ved lanceringen af version 6.0 er den hidtidige gratis version 5.2 fjernet fra internettet og kan ikke længere downloades gratis. Erfaringen viser dog, at hvis kvaliteten af et produkt er god nok, er folk også villige til at betale for det. At man vælger et program frem for at andet udelukkende på grund af prisen, og så arbejder med informationer, hvor et datatab kan risikere at koste tusindvis af kroner, kan jo også virke en smule grotesk. Men denne risiko behøver man ikke indgå med StarOffice, og hvis der skulle opstå en bug kan man være sikker på at medicinen hurtigt kommer frem. StarOffice bygger nemlig på Open Source, hvilket gør at tusinder af semi-professionelle programmører verden over finder fejl og retter dem langt hurtigere end de må formodes at opstå på ens egen maskine. Hertil kommer som noget helt nyt, at StarOffice arbejder med XML-formatet, som mange mener vil blive fremtidens fælles filformat. Og selvfølgelig: StarOffice kan jo også læse de forskellige Microsoft-formater, arbejde videre med filerne og herefter atter gemme dem i et format Microsoft kan læse, en alsidighed som man fortsat savner hos Microsoft.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.